Lov om afgift af svovl § 3

§ 3. Virksomheder, der udvinder eller fremstiller varer med et afgiftspligtigt svovlindhold, samt virksomheder, der forbruger varer med et afgiftspligtigt svovlindhold omfattet af § 1, nr. 14, skal registreres hos de statslige told- og skattemyndigheder bortset fra virksomheder, der udvinder eller fremstiller varer omfattet af § 1, nr. 14.

Stk. 2. Andre virksomheder, der afsætter, oplagrer eller forbruger varer med et afgiftspligtigt svovlindhold, kan registreres hos de statslige told- og skattemyndigheder, når virksomheden råder over en lagerkapacitet på mindst 1.000 t eller 1.000 m3 til opbevaring af varer med et afgiftspligtigt svovlindhold, bortset fra virksomheder, der afsætter, oplagrer eller forbruger varer omfattet af § 1, nr. 14.

Stk. 3. Andre virksomheder, der forbruger afgiftspligtige varer, kan registreres hos de statslige told- og skattemyndigheder, såfremt virksomheden gennemfører røgrensning, binder svovl i andre materialer eller gennemfører andre svovludledningsbegrænsende foranstaltninger.

Stk. 4. Til de registrerede virksomheder udstedes et bevis for registreringen.

Kilde: Retsinformation.dk