Lov om afgift af bekæmpelsesmidler § 24

§ 24. I andre tilfælde svares afgiften i forbindelse med varemodtagelsen her i landet, medmindre varerne tilføres en registreret virksomhed eller er fritaget efter § 14. Erhvervsdrivende varemodtagere skal, inden varerne afsendes fra udlandet, anmelde sig hos de statslige told-og skattemyndigheder. Anmeldelsen er gældende for 5 år.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte erhvervsdrivende varemodtagere skal efter udløbet af hver måned og senest den 15. i den følgende måned til de statslige told- og skattemyndigheder angive værdien af de varer, virksomheden har modtaget i måneden. Andre varemodtagere skal angive ved modtagelsen. Angivelsen skal være underskrevet af varemodtageren.

Stk. 3. Afgiften skal indbetales til de statslige told- og skattemyndigheder senest samtidig med indsendelse af den i stk. 2 nævnte angivelse. Udgør afgiften under 50 kr., kan erhvervsdrivende undlade at indbetale beløbet.

Stk. 4. Betales afgiften ikke rettidigt, skal der betales 1,3 pct. i månedlig rente for hver påbegyndt måned fra den 1. i den måned, i hvilken beløbet skal betales af virksomheden, dog mindst 50 kr.

Stk. 5. De statslige told- og skattemyndigheder kan pålægge erhvervsdrivende varemodtagere, der gentagne gange ikke betaler afgiften rettidigt, at afgive angivelse ved varernes modtagelse. De statslige told- og skattemyndigheder kan endvidere pålægge virksomheden at betale afgiften ved varernes modtagelse.

Stk. 6. Bestemmelserne i § 17, stk. 1, 1. pkt., og § 22 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 7. Skatteministeren kan fastsætte regler for angivelse og indbetaling af afgiften.

Kilde: Retsinformation.dk