← Lov om afgift af bekæmpelsesmidler

§ Lov om afgift af bekæmpelsesmidler · kapitel 2 af 3

Kapitel 2 – *Afgift af andre bekæmpelsesmidler*

LOV nr 416 af 14/06/1995

Afgiftspligtigt vareområde og afgiftssats

§ 7. Der betales 3 pct. i afgift til statskassen af den afgiftspligtige værdi af følgende bekæmpelsesmidler, der ved denne lovs ikrafttræden er godkendelsespligtige efter kapitel 7 i lov om kemiske stoffer og produkter:

    1. Kemiske midler til bekæmpelse af træødelæggende svamp og skadedyr i træ.
    1. Kemiske midler til bekæmpelse af algevækst.
    1. Kemiske midler til bekæmpelse af slimdannende organismer i papirmasse.
    1. Kemiske midler til bekæmpelse af rotter, mus, mosegrise, muldvarpe, kaniner.
    1. Mikrobiologiske plantebeskyttelsesmidler.

Afgiftspligtig værdi

§ 8. Den afgiftspligtige værdi er det vederlag, som modtageren skal yde for varerne inklusive afgift efter denne lov, men eksklusive merværdiafgift. Kasserabatter og andre rabatter, der er betinget af vilkår, som ikke er opfyldt ved leveringen, skal medregnes i den afgiftspligtige værdi. Til den afgiftspligtige værdi medregnes endvidere i alle tilfælde agentprovision og lignende. I tilfælde, hvor der ikke finder modydelse sted, er den afgiftspligtige værdi virksomhedens almindelige pris ved udleveringen af sådanne varer mod vederlag. Kan en sådan pris ikke konstateres, fastsættes den afgiftspligtige værdi af de statslige told- og skattemyndigheder på grundlag af virksomhedens indkøbspris med tillæg af de omkostninger og den avance, der i almindelighed skønnes at indgå i den afgiftspligtige værdi for sådanne varer.

Registrerede virksomheder

§ 9. Virksomheder, der fremstiller eller med henblik på salg modtager afgiftspligtige varer fra udlandet, skal registreres hos de statslige told- og skattemyndigheder.

Stk. 2. Til de registrerede virksomheder udstedes et bevis for registreringen.

§ 10. Registrerede virksomheder er berettiget til at modtage afgiftspligtige varer fra andre registrerede virksomheder og fra udlandet, uden at afgiften er berigtiget, såfremt varerne er bestemt til videresalg.