Lov om ophavsret (* 1) § 90

§ 90. Loven gælder også for værker og frembringelser m.v., som er frembragt før lovens ikrafttræden.

Stk. 2. Loven gælder ikke for udnyttelseshandlinger, der er afsluttet, eller rettigheder, der er erhvervet før lovens ikrafttræden. Eksemplarer af værker eller frembringelser m.v. kan fortsat spredes til almenheden og vises offentligt, hvis de lovligt er fremstillet på et tidspunkt, da en sådan spredning eller visning var tilladt. Bestemmelserne i § 19, stk. 2 og 3, skal dog altid finde anvendelse på udlejning og udlån, som foretages efter lovens ikrafttræden.

Stk. 3. Er der før lovens ikrafttræden påbegyndt en eksemplarfremstilling eller foretaget væsentlige forberedelser til at fremstille eksemplarer af værker eller frembringelser m.v., som ikke var beskyttet efter de hidtil gældende bestemmelser, kan eksemplarfremstilling i nødvendig og sædvanlig udstrækning afsluttes inden for de planlagte rammer, dog senest den 1. januar år 2000. Eksemplarer, som fremstilles på grundlag af bestemmelsen i 1. pkt., kan spredes til almenheden og vises offentligt. Bestemmelsen i stk. 2, 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Indgår værker og frembringelser m.v. i en optagelse, der er foretaget med henblik på udsendelse i radio og fjernsyn, og som er fremstillet på et tidspunkt, hvor de nævnte værker og frembringelser ikke var beskyttet, eller som er fremstillet i henhold til stk. 3, kan sådanne optagelser fortsat anvendes til udsendelse i radio og fjernsyn indtil den 1. januar år 2000. Bestemmelsen i 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse på offentlig fremførelse af filmoptagelser.

Stk. 5. Hvis beskyttelsestiden for et værk eller en frembringelse m.v. ved anvendelse af de nye bestemmelser bliver kortere, end den ville have været efter de hidtil gældende bestemmelser, anvendes de hidtil gældende bestemmelser. Bestemmelsen i § 63, stk. 4, skal dog altid finde anvendelse.

Kilde: Retsinformation.dk