Lukkeloven § 4

§ 4. Undtaget fra § 1, stk. 1, er butikker, hvis forventede årlige omsætning ikke overstiger 12,5 mio. kr. ekskl. moms. Omsætningen kan opgøres ekskl. punktafgifter for tobaksvarer. Butikker, der udelukkende eller hovedsagelig sælger udvalgsvarer, omfattes ikke af undtagelsen.

Stk. 2. § 1, stk. 1, gælder dog for butikker omfattet af stk. 1, hvis den årlige omsætning i tre på hinanden følgende år overskrider den i stk. 1 nævnte grænse for omsætning.

Stk. 3. Butikker, der udnytter undtagelsen i stk. 1, skal til enhver tid kunne dokumentere, at den forventede årlige omsætning ikke overstiger 12,5 mio. kr., og om nødvendigt, at omsætningen ikke udelukkende eller hovedsagelig består af udvalgsvarer. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fastsætter retningslinjer herfor.

Stk. 4. De i stk. 1 nævnte butikker må ikke stå i indvendig forbindelse, herunder med andre butikker.

Stk. 5. Det i stk. 1, 1. pkt., nævnte beløb reguleres årligt pr. 1. januar i overensstemmelse med stigningen i Danmarks Statistiks forbrugerprisindeks respektive detailomsætningsindeks. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen bekendtgør hvert år omsætningsgrænsen efter den stedfundne regulering.

Stk. 6. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen afgiver årligt en redegørelse om udviklingen i butikkernes omsætningsforhold.

Stk. 7. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan tillade, at mindre butikker beliggende i landområder undtages fra § 1, stk. 1. Erhvervs- og Selskabsstyrelsens afgørelser kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed.

Kilde: Retsinformation.dk