Lov om værdipapirhandel m.v. (* 1) (* 2) (* 3) (* 4) (* 5) § 83
§ 83. Fondsrådet skal virke for et velfungerende dansk værdipapirmarked, som har en sådan effektivitet, gennemskuelighed og konkurrencedygtighed, at det er attraktivt for udstedere, investorer og værdipapirhandlere, og som lever op til internationale standarder.
Stk. 2. Fondsrådet består af 11 medlemmer med henholdsvis økonomisk eller juridisk indsigt samt indsigt i værdipapirmarkedet. Erhvervsministeren udnævner formanden og næstformanden og udnævner de øvrige medlemmer samt suppleanter herfor efter indstilling for indtil 4 år ad gangen. Et medlem af Fondsrådet og suppleanten for et medlem må ikke samtidig være medlem af ledelsen for en fondsbørs, en autoriseret markedsplads, en clearingcentral, en værdipapircentral, en autoriseret pengemarkedsmægler eller en værdipapirmægler.
Stk. 3. Formanden og næstformanden skal repræsentere generelle samfundsmæssige interesser. Formanden skal have økonomisk-erhvervsmæssig sagkundskab, mens næstformanden skal have juridisk-erhvervsmæssig sagkundskab. Danmarks Nationalbank indstiller et medlem, Assurandør-Societetet, Arbejdsmarkedspensionsrådet, AMP-Samarbejdet og Foreningen af Firmapensionskasser indstiller 2 medlemmer i fællesskab, og ATP og LD indstiller et medlem i fællesskab. Børsmæglerforeningen indstiller 2 medlemmer. Finansrådet og Danske Investeringsforeningers Fællesrepræsentation indstiller et medlem i fællesskab. Realkreditrådet indstiller et medlem, og Dansk Industri, Danmarks Rederiforening og Det Danske Handelskammer indstiller et medlem i fællesskab.
Stk. 4. Fondsrådet træffer afgørelse med simpelt flertal.
Stk. 5. Erhvervsministeren godkender Fondsrådets forretningsorden, der offentliggøres ved bekendtgørelse.
Stk. 6. Regler udstedt i medfør af § 19, stk. 1 og 2, § 33, stk. 4, § 41, stk. 3, § 42, stk. 5, § 52, stk. 1 og 2, og § 54, stk. 4, samt ændringer heri skal anmeldes til Fondsrådet.
Stk. 7. Fondsrådet kan give fondsbørser, autoriserede markedspladser og clearingcentraler pålæg om at ændre de efter stk. 6 omfattede regler eller fastsætte supplerende regler for disse områder.
Kilde: Retsinformation.dk