Lov om værdipapirhandel m.v. (* 1) (* 2) (* 3) (* 4) (* 5) § 55
§ 55. Yder en clearingcentral eller clearingdeltager lån i forbindelse med afvikling af en værdipapirhandel i en clearingcentral, kan det forinden være aftalt med låntager, at de af låntagerens fondsaktiver, der opbevares på et i aftalen angivet depot i en værdipapircentral, kan tjene til pant for indfrielsen af lånet.
Stk. 2. Er aftalen registreret i en værdipapircentral, og konstateres der i forbindelse med en afvikling behov for at udnytte retten til pant, kan långiveren i umiddelbar tilknytning til afviklingens gennemførelse anmelde panteret i de pågældende fondsaktiver, jf. stk. 1, over for værdipapircentralen med henblik på registrering. Alene ved en sådan registrering opnås beskyttelse mod retsforfølgning og aftaleerhververe efter reglerne i kapitel 22.
Stk. 3. Har en clearingcentral eller en clearingdeltager betalt for en andens erhvervelse af fondsaktiver, som afvikles gennem en clearingcentral, kan der i en værdipapircentral til sikkerhed for betalerens krav mod erhververen registreres pant i den del af de erhvervede fondsaktiver, som samtidig registreres på erhververens konto i værdipapircentralen, og som ikke efter aftale med betaleren er videreoverdraget ved salg afviklet på samme tidspunkt som erhvervelsen. Ved registreringen af panteretten opnås beskyttelse mod retsforfølgning og aftaleerhververe efter reglerne i kapitel 22.
Stk. 4. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om, inden for hvilke tidsfrister retten til pant efter stk. 2 og 3 skal gøres gældende. Registrering af panteretten slettes uden meddelelse efter § 68, såfremt retten ikke er gjort gældende inden fristens udløb.
Kilde: Retsinformation.dk