Fondsmæglerselskabsloven § 10
§ 10. Såfremt aktionærer, der er i besiddelse af en af de i § 9, stk. 1, fastsatte kapitalandele i et fondsmæglerselskab, modvirker en forsvarlig drift af fondsmæglerselskabet, kan Finanstilsynet ophæve den stemmeret, der er knyttet til de pågældende aktionærers aktier, eller påbyde fondsmæglerselskabet at følge bestemte retningslinjer.
Stk. 2. Finanstilsynet kan ophæve den stemmeret, der er knyttet til aktier ejet af fysiske eller juridiske personer, som ikke overholder forpligtelsen i § 9, stk. 1, til forudgående at underrette Finanstilsynet. Aktierne tildeles igen fuld stemmeret, hvis Finanstilsynet kan godkende erhvervelsen.
Stk. 3. Finanstilsynet skal ophæve den stemmeret, der er knyttet til aktier ejet af fysiske eller juridiske personer, som har erhvervet aktier uden at overholde forpligtelsen i § 9, stk. 1, uanset at Finanstilsynet har afslået at godkende denne erhvervelse af aktier.
Stk. 4. Har Finanstilsynet ophævet stemmeretten i medfør af stk. 1-3, kan aktierne ikke indgå i opgørelsen af den på en generalforsamling repræsenterede stemmeberettigede aktiekapital.
Kilde: Retsinformation.dk