Lov om menighedsråd § 22

§ 22. I begyndelsen af hvert kirkeår træffer menighedsrådet beslutning om, hvor de ordinære møder skal afholdes. Endvidere træffer menighedsrådet beslutning om, på hvilket sted i menighedsrådskredsen der vil være fremlagt sagsfortegnelse samt udskrift af beslutningsprotokollen. Der foretages bekendtgørelse herom efter menighedsrådets bestemmelse.

Stk. 2 . Menighedsrådet træffer beslutning om, hvornår ordinære møder skal afholdes, og møderne bekendtgøres forud efter menighedsrådets bestemmelse.

Stk. 3 . Ekstraordinære møder skal afholdes, når menighedsrådets formand, en sognepræst eller mindst en tredjedel af medlemmerne ønsker det. Formanden fastsætter tid og sted for de ekstraordinære møders afholdelse, og møderne bekendtgøres så vidt muligt forud efter menighedsrådets bestemmelse.

Stk. 4 . En fortegnelse over de sager, der vil komme til behandling på menighedsrådets møde, samt en udskrift af beslutningsprotokollen skal med de begrænsninger, der følger af lovgivningens regler om tavshedspligt, så vidt muligt være fremlagt et eller flere steder i menighedsrådskredsen.

Stk. 5 . Flere menighedsråd i et pastorat skal samles til et fælles møde efter anmodning fra

    1. en sognepræst,
    1. formanden for et af menighedsrådene,
    1. et af menighedsrådene eller
    1. en tredjedel af medlemmerne i hvert af rådene.

Stk. 6 . Fællesmøder indkaldes og ledes af formanden for hovedsognets menighedsråd. Møderne bekendtgøres så vidt muligt forud for afholdelsen.

Stk. 7 . Ved kirkevisitats kan biskop eller provst beramme møde med menighedsrådet eller dettes valgte medlemmer alene.

Kilde: Retsinformation.dk