§ Lov om menighedsråd · kapitel 2 af 10
Kapitel 2 – *Menighedsrådet*
LOV nr 432 af 01/06/1994
§ 6. Det nyvalgte menighedsråd afholder sit konstituerende møde, inden dets funktionsperiode begynder. Indkaldelse til mødet foretages af det først valgte medlem.
Stk. 2 . Spørgsmålet, om en kandidat har mistet sin valgbarhed på grund af straf, jf. § 3 i lov om valg til menighedsråd, afgøres på dette møde.
§ 7. På det konstituerende møde afgiver de nyvalgte medlemmer en erklæring på ære og samvittighed om at ville udføre det dem betroede hverv i troskab mod den danske evangelisk-lutherske folkekirke, så at den kan byde gode vilkår for den kristne menigheds liv og vækst. Erklæringen skal kun afgives af medlemmer, der første gang indvælges i et menighedsråd.
§ 8. På det konstituerende møde vælges menighedsrådets formand af de valgte medlemmer ved hemmelig afstemning. Valget ledes af det medlem, der har indkaldt til mødet.
Stk. 2 . Så snart valget af formanden har fundet sted, vælges en næstformand til at fungere i formandens forfald. Valget ledes af den nyvalgte formand eller i dennes forfald af det medlem, der har ledet formandsvalget, og foregår i øvrigt efter samme regler som dette.
Stk. 3 . Valget af formand og næstformand har virkning for et år ad gangen.
Stk. 4 . Et medlem af menighedsrådet er pligtig at modtage valg til formand eller næstformand. Et medlem er dog kun pligtig at være formand i 4 år.
Stk. 5 . Menighedsrådet kan efter anmodning fritage formand og næstformand for hvervet for resten af en funktionsperiode.
Stk. 6. Når en formand eller næstformand fritages for sit hverv, dør eller udtræder af menighedsrådet, foretages nyt valg efter reglerne i § 9, stk. 1 eller 2, for resten af den afgående formands eller næstformands funktionsperiode.
§ 9. Hvert år inden udløbet af formandens funktionsperiode vælger menighedsrådets valgte medlemmer ved hemmelig afstemning formand for det kommende år. Valget ledes af den afgående formand.
Stk. 2 . Så snart valget af formanden har fundet sted, vælges en næstformand for det kommende år. Reglerne i § 8, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.
§ 10. Menighedsrådet vælger af eller uden for sin midte en kirkeværge. Kirkefunktionærer, der er ansat ved kirken eller kirkegården, kan ikke vælges til kirkeværge.
Stk. 2 . Menighedsrådet vælger af eller uden for sin midte en kasserer. Såfremt kassererforretningerne er knyttet til en af kirkens funktionærstillinger, bortfalder valget af kasserer. Menighedsrådet kan tegne en kautionsforsikring for kassereren.
Stk. 3 . Formanden kan ikke vælges til kirkeværge eller kasserer.
Stk. 4 . Størrelsen af eventuelt honorar til kirkeværgen og kassereren skal godkendes af provstiudvalget.
Stk. 5 . Menighedsrådet vælger af sin midte en sekretær, medmindre sekretærhvervet er knyttet til en af kirkens funktionærstillinger.
Stk. 6 . Menighedsrådet vælger blandt de valgte medlemmer en kontaktperson, der bemyndiges til på rådets vegne at give forskrifter og anvisninger til og modtage henvendelser fra kirkefunktionærerne i tjenstlige forhold. En funktionær, der er ansat ved kirken eller kirkegården, kan ikke vælges til kontaktperson.
Stk. 7 . Menighedsrådet fastsætter en vedtægt for de i stk. 1 og 2 og stk. 5 og 6 nævnte personers forretningsområde.
Stk. 8 . Menighedsrådet vælger en bygningskyndig til at deltage i de årlige syn over kirken og kirkegården. Kirkeværgen kan ikke vælges til menighedsrådets bygningskyndige.
Stk. 9 . Menighedsrådet vælger af sin midte en person, der bemyndiges til sammen med formanden at underskrive dokumenter vedrørende køb, salg og andre dispositioner over fast ejendom og optagelse af lån.
Stk. 10 . Valgene har virkning for menighedsrådets funktionsperiode.
§ 11. Valg til de i § 10 nævnte enkeltposter finder sted umiddelbart efter valg af menighedsrådets formand og næstformand.
Stk. 2 . Meddelelse om valgene sendes til provstiudvalget og stiftsøvrigheden.
Stk. 3 . Såfremt der i funktionsperioden sker ændringer i valgene, sendes der indberetning herom til provstiudvalget og stiftsøvrigheden.
§ 12. Ved førstkommende faste gudstjeneste efter det konstituerende møde bekendtgør præsten fra prædikestolen, hvem der er valgt til medlemmer af menighedsrådet, og hvem der er valgt til menighedsrådets formand.
Stk. 2 . Inden funktionsperiodens begyndelse sørger den nyvalgte formand for, at det tillige i den lokale presse bekendtgøres, hvem der er valgt til medlemmer af menighedsrådet, og hvem der er valgt til menighedsrådets formand.
§ 13. En stedfortræder indtræder i menighedsrådet, når et medlem dør eller udtræder af rådet.
Stk. 2 . Når menighedsrådets formand får meddelelse om eller på anden måde får kendskab til, at et medlem vil være forhindret i at varetage sit hverv i en forventet periode af mindst 2 måneder, indkalder formanden stedfortræderen til førstkommende møde i menighedsrådet.
Stk. 3 . Når medlemmet på ny kan varetage sit hverv, udtræder stedfortræderen af menighedsrådet.
Stk. 4 . Til det konstituerende møde, jf. § 6, til den endelige behandling af de kirkelige kassers årlige budget og regnskab samt til det årlige møde, hvor valg af formand og næstformand finder sted, skal stedfortræderen indkaldes, hvis et medlem har forfald.
Stk. 5 . Når et medlem må forventes at blive erklæret for inhabilt i forhold til en sag, der skal behandles i menighedsrådets møde, jf. § 26, kan de medlemmer, der er valgt på den pågældende kandidatliste, kræve stedfortræderen indkaldt til at deltage i sagens behandling.
Stk. 6 . Første gang stedfortræderen deltager i et møde i menighedsrådet, skal denne afgive en erklæring som nævnt i § 7.
§ 14. Findes der ved et medlems afgang eller forfald ingen stedfortræder til at indtræde i medlemmets plads, afgør biskoppen efter indhentet erklæring fra de øvrige medlemmer af rådet, om besættelsen af den ledige plads kan udsættes til næste almindelige valg. Dog skal udfyldningsvalg finde sted, hvis rådets antal af valgte medlemmer er gået ned under halvdelen, medmindre kirkeministeren samtykker i, at det undlades.
§ 15. Mister et medlem sin valgbarhed, skal medlemmet udtræde af menighedsrådet.
Stk. 2 . Et medlem, der fraflytter menighedsrådskredsen, eller hvis bopæl er beliggende i en nyoprettet kreds, kan dog forblive i menighedsrådet til udløbet af valgperioden, såfremt vedkommende over for rådet afgiver en bindende erklæring herom.
Stk. 3 . En sognebåndsløser, der er medlem af menighedsrådet i det sogn, til hvis præst der er løst sognebånd, og som mister sin valgbarhed, fordi den præst, til hvem der er løst sognebånd, fratræder sin stilling eller opsiger sognebåndsløsningen, kan bevare sit medlemskab til udløbet af valgperioden, hvis vedkommende over for rådet afgiver en bindende erklæring herom.
Stk. 4 . Et medlem, som vedholdende undlader at opfylde sine pligter som medlem af rådet, skal udtræde af rådet.
Stk. 5 . Menighedsrådet afgør, om betingelserne for udtrædelse efter stk. 1-4 er opfyldt. Menighedsrådets afgørelse herom kan indbringes for biskoppen, hvis afgørelse kan indbringes for kirkeministeren.
§ 16. I andre tilfælde end nævnt i § 15 kan et medlem udtræde af menighedsrådet, hvis rådet giver sit samtykke. Hvis menighedsrådet ikke er beslutningsdygtigt, kan tilladelse til at udtræde gives af biskoppen.
Stk. 2 . Menighedsrådets afgørelse efter stk. 1 kan indbringes for biskoppen.
Stk. 3 . Biskoppens afgørelse efter stk. 1, 2. pkt., og efter stk. 2 kan indbringes for kirkeministeren.