Lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner § 22

§ 22. Indenrigsministeren yder et årligt tilskud til kommuner på øer, der består af een eller to kommuner.

Stk. 2. Det er en forudsætning for tilskud efter stk. 1

    1. at vedkommende kommune efter regler, der fastsættes af indenrigsministeren efter indstilling fra vedkommende amtsråd, yder tilskud med henblik på at lette besejlingsforholdene og at støtte unge, der under uddannelse efter folkeskolen nødsages til at fraflytte øerne, og
    1. at de pågældende amtskommuner til de nævnte formål yder et tilskud af en størrelse, der fastsættes af indenrigsministeren efter indstilling fra vedkommende amtsråd.

Stk. 3. Tilskuddet for 1994 udgør 25,1 mio. kr. Tilskuddet reguleres fra og med tilskudsåret 1995 een gang årligt med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. For hvert af årene 1995-97 forhøjes tilskuddet med een procent ud over satsreguleringsprocenten svarende til den nedregulering, der følger af forhøjelsen af arbejdsmarkedsbidragene. Tilskuddet fordeles til de pågældende kommuner efter befolkningstal, antal 16-19- årige, transporteret fragtmængde og sejltid.

Stk. 4. Indenrigsministeren kan yde tilskud til kommuner med henblik på at støtte unge, der under uddannelse efter folkeskolen nødsages til at fraflytte øer, der er en del af en kommune. Tilskud kan ligeledes ydes af de kommuner og amtskommuner, hvori øerne er beliggende.

Kilde: Retsinformation.dk