Lov om merværdiafgift (momsloven) (* 1) § 53

§ 53. Virksomheder og privatpersoner, der udelukkende registreres for enkeltstående salg af nye transportmidler til en køber i et andet EF-land, skal udstede faktura over salget. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om indhold af fakturaen.

Stk. 2. Kopi af fakturaen skal indsendes til de statslige told- og skattemyndigheder senest 1 måned efter udløbet af den kalendermåned, i hvilken leverancen har fundet sted. Samtidig med indsendelse af fakturakopi skal der med henblik på tilbagebetaling af afgift efter denne lov fremlægges dokumentation for den afgift, der er betalt ved indkøb af det pågældende transportmiddel. Der tilbagebetales et beløb svarende til det afgiftsbeløb, der enten er indeholdt i den oprindelige købspris eller er betalt ved en tidligere erhvervelse fra et andet EF-land eller ved indførsel fra steder uden for EF. Har transportmidlet tabt i værdi siden anskaffelsen, nedsættes tilbagebetalingen svarende til forholdet mellem den oprindelige anskaffelsespris uden afgift og videresalgsprisen.

Kilde: Retsinformation.dk