Lov om merværdiafgift (momsloven) (* 1) § 47

§ 47. Afgiftspligtige personer, der driver virksomhed med levering af varer og ydelser, som ikke er fritaget efter § 13, skal anmelde deres virksomhed til registrering hos de statslige told- og skattemyndigheder. Afgiftspligtige personer, der handler med varer, som er oplagt i Københavns Frihavn, herunder leverer ydelser i nær tilknytning hertil udført i frihavnen, kan dog undlade at lade sig registrere.

Stk. 2. Afgiftspligtige personer, der ikke har forretningssted her i landet, og som er registreringspligtige efter stk. 1, skal registreres ved en person, der er bosiddende her i landet, eller ved en virksomhed, der har forretningssted her i landet. Det samme gælder, når den udenlandske virksomhed foretager erhvervelser af varer fra andre EF-lande. Virksomheden skal dog ikke registreres i det omfang, aftageren er betalingspligtig.

Stk. 3. Har en afgiftspligtig person flere virksomheder her i landet, skal de anmeldes til registrering under eet. Hvis der føres særskilt regnskab for de enkelte virksomheder, kan virksomhederne dog efter anmodning til de statslige told- og skattemyndigheder registreres hver for sig.

Stk. 4. Flere afgiftspligtige personer, der udelukkende driver registreringspligtig virksomhed, kan efter anmodning registreres under eet. De statslige told- og skattemyndigheder kan tillade, at to eller flere afgiftspligtige personer, der både driver registreringspligtig og ikke registreringspligtig virksomhed, kan registreres under eet. Tilladelse kan kun gives, hvis den ene afgiftspligtige person (moderselskabet m.v.) gennem direkte eller indirekte besiddelse af samtlige aktier m.v. ejer den eller de andre afgiftspligtige personer (datterselskaber, datterdatterselskaber m.v.), der inddrages under fællesregistreringen. Uanset reglerne i 3. pkt. kan de statslige told- og skattemyndigheder dog tillade fællesregistrering, selv om et datterselskab udsteder aktier m.v., der er omfattet af ligningslovens § 7 A, når udstedelsen heraf er betinget af, at de ved afståelse eller ved medarbejderens død tilbagesælges til selskabet, der er forpligtet til at erhverve disse. Fællesregistrering kan kun ske mellem selskaber m.v., der er etableret her i landet.

Stk. 5. Anmeldelse til registrering skal ske senest 8 dage inden påbegyndelse af registreringspligtig virksomhed. Ændringer i en virksomheds registreringsforhold skal meddeles til de statslige told- og skattemyndigheder senest 8 dage efter ændringen.

Kilde: Retsinformation.dk