§ Lov om merværdiafgift (momsloven) (* 1) · kapitel 23 af 23
Kapitel 23 – *Ikrafttrædelsesbestemmelser*
LOV nr 375 af 18/05/1994
§ 84. Loven træder i kraft den 1. juli 1994 og finder anvendelse på transaktioner, der finder sted fra og med denne dato.
Stk. 2. Uanset § 11, stk. 1, nr. 1, 2. pkt., skal der indtil den 1. januar 1995 betales afgift ved erhvervelse af varer afgiftsberigtiget som brugte varer m.v. i salgslandet.
Stk. 3. De i § 11, stk. 4, nr. 1, omhandlede køretøjer betragtes indtil den 1. januar 1995 som nye transportmidler, når levering finder sted senest 3 måneder efter første ibrugtagning, eller når køretøjet har kørt højst 3.000 km.
Stk. 4. Virksomheder, der driver kursusvirksomhed, som er omfattet af § 13, stk. 1, nr. 3, 2. pkt., skal registreres pr. 1. juli 1994 og betale afgift af kursusvirksomhed, der afholdes fra og med denne dato.
Stk. 5. § 14, nr. 2, 3. pkt., og § 34, stk. 1, nr. 1, 2. pkt., nr. 3, 3. pkt., og nr. 4, 2. pkt., har først virkning fra og med den 1. januar 1995.
Stk. 6. § 27, stk. 4, har virkning for rabatter, der ydes fra og med den 1. juli 1994.
Stk. 7. § 30, stk. 3, og § 49, stk. 2, nr. 3, finder først anvendelse ved salg af kunstgenstande fra og med den 1. januar 1995. Indtil denne dato er kunstneres levering af egne kunstværker fritaget for afgift for så vidt angår:
-
- Varer henhørende under KN-kode 97 01-97 03.
-
- Tapisserier og vægtekstiler henhørende under KN-kode 58 05 og 63 04 udført i hånden på grundlag af kunstnerens originale tegninger, såfremt der kun er eet eksemplar af hver.
-
- Originale keramiske produkter og mosaikker på træ.
Stk. 8. Reglerne i § 43, stk. 3, nr. 2, om regulering for investeringsgoder, der ved anskaffelsen ikke har givet virksomheden ret til fradrag, har virkning for investeringsgoder, der anskaffes fra og med den 1. juli 1994.
Stk. 9. De statslige told- og skattemyndigheder kan efter anmodning og med virkning indtil den 1. juli 1996 give tilladelse til fællesregistrering, selv om kravet om fuldt ejerskab i § 47, stk. 4, 3. pkt., ikke er opfyldt.
Stk. 10. Reglerne i § 79, stk. 4, finder anvendelse på klager m.v., der indbringes for nævnet fra og med den 1. juli 1994. Reglerne i § 79, stk. 6, finder anvendelse på afgørelser, der træffes af de statslige told- og skattemyndigheder fra og med den 1. juli 1994. Reglerne i § 80, stk. 2 og 3, finder anvendelse på klager, der indbringes fra og med den 1. juli 1994. Reglerne i § 80, stk. 4, finder anvendelse på administrative afgørelser, der træffes fra og med den 1. juli 1994.
Stk. 11. Fristen på 1 måned og 15 dage i § 57, stk. 1, § 64, stk. 2, og § 65, stk. 1, og fristen på 15 dage i § 59, stk. 1, § 65, stk. 2, og § 68, stk. 3, har virkning for afgiftsperioder, der påbegyndes efter den 31. december 1996. For afgiftsperioder, der påbegyndes til og med denne dato, er fristen 1 måned og 10 dage i § 57, stk. 1, § 64, stk. 2, og § 65, stk. 1, og 10 dage i § 59, stk. 1, § 65, stk. 2, og § 68, stk. 3.
Stk. 12. Lov nr. 102 af 31. marts 1967 om merværdiafgift (momsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 41 af 1. februar 1993, som ændret ved lov nr. 487 af 30. juni 1993, ophæves.
§ 85. Reglerne i kapitel 17 har virkning for videresalg af brugte varer, kunstgenstande, samlerobjekter eller antikviteter, der er leveret til virksomheden fra og med den 1. juli 1994, jf. dog stk. 2. For brugte varer m.v., der leveres til virksomheden af en virksomhed registreret for merværdiafgift i et andet EF-land, må leverancen dog ikke være sket inden den 1. januar 1995.
Stk. 2. Reglerne i kapitel 17 kan uanset stk. 1, 1. pkt., anvendes ved videresalg af brugte varer m.v., der er leveret til virksomheden inden den 1. juli 1994, såfremt virksomheden kan fremlægge dokumentation for den enkelte vares indkøbspris og kan godtgøre, at der ikke i forbindelse med købet er betalt afgift af den pågældende vare, eller at afgift af varen ikke kan medregnes til den indgående afgift.
Givet på Christiansborg Slot, den 18. maj 1994
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
I Dronningens Navn:
FREDERIK
Kronprins
/ Ole Stavad
Officielle noter
(* 1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører
-
Rådets direktiv nr. 94/5/EF, EF-Tidende 1994, L 60.
-
Rådets direktiv nr. 92/111/EØF, EF-Tidende 1992, L 384
-
Rådets direktiv nr. 92/77/EØF, EF-Tidende 1992, L 316
-
Rådets direktiv nr. 91/680/EØF, EF-Tidende 1991, L 376