← Lov om merværdiafgift (momsloven) (* 1)

§ Lov om merværdiafgift (momsloven) (* 1) · kapitel 10 af 23

Kapitel 10 – *Afgiftsgodtgørelse*

LOV nr 375 af 18/05/1994

§ 45. Afgiftspligtige personer, der ikke er etableret her i landet, kan få godtgjort den afgift, som er betalt her for varer og ydelser til virksomhedens erhvervsmæssige brug. Godtgørelse indrømmes dog kun for indkøb af den art, som registrerede virksomheder kan fradrage ved opgørelsen af afgiftstilsvaret efter loven. Efter EF's regler herom kan der i stedet for godtgørelse ydes fritagelse.

Stk. 2. Der ydes godtgørelse af afgift, som fremmede staters herværende ambassader m.v., internationale organisationer samt tilknyttet personale har betalt ved indkøb af varer og ydelser her i landet. Skatteministeren fastsætter efter forhandling med udenrigsministeren og forsvarsministeren, for hvilke varer og ydelser afgiften kan godtgøres.

Stk. 3. Der ydes godtgørelse af afgift, som transportvirksomheder har betalt her i landet i forbindelse med befordring til udlandet af personer med ledsagende bagage og transportmidler.

Stk. 4. Der ydes godtgørelse af afgift, som er betalt i forbindelse med transaktioner omfattet af § 13, stk. 1, nr. 10 og 11, litra a-e, når ydelsen leveres til aftagere uden for EF, eller når de pågældende transaktioner er knyttet direkte til varer, som udføres til steder uden for EF.

Stk. 5. Humanitære organisationer m.v., der udfører varer til steder uden for EF, får godtgørelse af den afgift, som er betalt for varerne her i landet.

Stk. 6. Der ydes i tilfælde, hvor betingelserne for toldgodtgørelse efter EF's toldkodeks er opfyldt, afgiftsgodtgørelse i samme omfang som toldgodtgørelse. Der ydes ligeledes afgiftsgodtgørelse, hvor det er åbenbart, at forudsætningerne for afgiftsfrihed har foreligget ved indførslen.

Stk. 7. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler for udbetaling af godtgørelsen efter stk. 1 og 3-6.