Lov om butikstid (Lukkelov) § 4

§ 4. § 1, stk. 1-3 og 6, gælder ikke for områder, der i det væsentlige benyttes til sommer- og weekendophold. Det samme gælder områder ved den dansk-tyske landegrænse.

Stk. 2. Beslutning om, hvilke områder der skal være omfattet af stk. 1, træffes af kommunalbestyrelsen efter forhandling med de berørte organisationer. Der kan herunder fastsættes begrænsninger i åbningstiden. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fastsætter regler for områdeafgrænsningen og for, hvem der skal forhandles med, og kan herunder bestemme, at forhandling med de berørte organisationer ikke er påkrævet, hvis kommunalbestyrelsens tidligere trufne beslutning om det pågældende område videreføres uændret. I reglerne kan bestemmes, at fritagelse vedrørende sommerhusområder ikke skal gælde butikker, der ikke blot tilsigter at dække de lokale behov, men hvis væsentligste kundekreds kommer andetstedsfra.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsens beslutning om områdeafgrænsningen træffes for indtil 5 år ad gangen. Kommunalbestyrelsen kan dog udvide området, såfremt særlige grunde taler herfor.

Kilde: Retsinformation.dk