Lov om butikstid (Lukkelov) § 1
§ 1. Butikstiden i detailhandelen er på hverdage fra kl. 6 til kl. 20, lørdag dog fra kl. 6 til kl. 14.
Stk. 2. Den første og den sidste lørdag i måneden forlænges butikstiden til kl. 17. Påske- og pinselørdag samt den sidste lørdag før juleaftensdag forlænges butikstiden til kl. 20. Den sidste søndag før juleaftensdag er butikstiden fra kl. 10 til kl. 20.
Stk. 3. Butikker må ikke holdes åbne for publikum på grundlovsdag og juleaftensdag samt uden for de i stk. 1 og 2 angivne butikstider. Falder den første lørdag i måneden på nytårsdag eller grundlovsdag, forlænges butikstiden den efterfølgende lørdag til kl. 17.
Stk. 4. Kunder, som befinder sig i en butik ved butikstidens ophør, kan ekspederes i indtil et kvarter efter dette tidspunkt.
Stk. 5. Stk. 1-3 finder ikke anvendelse på salg fra automater. Detailsalg af stærke drikke må dog ikke ske fra automater.
Stk. 6. Frisørsaloner og saloner for skønhedspleje må ikke holdes åbne for publikum uden for de i stk. 1-3 angivne butikstider. Kunder, som befinder sig i en sådan salon efter butikstidens ophør, kan dog ekspederes i indtil en time efter dette tidspunkt.
Stk. 7. Loven gælder ikke for apoteker, jf. lov nr. 279 af 6. juni 1984 om apoteksvirksomhed med senere ændringer.
Kilde: Retsinformation.dk