Lov om Hovedstadens Sygehusfællesskab § 8

§ 8. Københavns og Frederiksberg Kommuner betaler en andel af sygehusfællesskabets udgifter svarende til deres forbrug. Kommunernes betalinger i budgetåret sker som acontobetaling, der fastlægges på baggrund af de to kommuners forventede forbrug det foregående år. Acontobetalingen sker med en tolvtedel månedligt. Inden 1. juli i det efterfølgende år foretages der på grundlag af sygehusfællesskabets regnskab en endelig opgørelse af betalingen på grundlag af de to kommuners faktiske forbrug. Overskud eller underskud indregnes i de to kommuners betaling i det derefter følgende budgetår.

Stk. 2. Staten betaler et beløb, der dels medgår til finansieringen af sygehusfællesskabets særlige opgaver, jf. § 1, stk. 4, og § 2, dels finansierer et beløb, som sygehusfællesskabet årligt betaler til amtskommunerne, Københavns og Frederiksberg Kommuner samt Færøernes og Grønlands hjemmestyre, jf. stk. 4. Betalingen sker med en tolvtedel månedligt.

Stk. 3. Tidspunktet for de i stk. 1 og 2 nævnte tolvtedelsbetalinger fastsættes i sygehusfællesskabets vedtægt.

Stk. 4. Sundhedsministeren fastsætter regler om beregningen af det i stk. 2 nævnte beløb til amtskommunerne, Københavns og Frederiksberg Kommuner samt Færøernes og Grønlands hjemmestyre.

Kilde: Retsinformation.dk