← Lov om Hovedstadens Sygehusfællesskab

§ Lov om Hovedstadens Sygehusfællesskab · kapitel 6 af 9

Kapitel 6 – *Bestemmelser om personale*

LOV nr 1132 af 21/12/1994

§ 14. Løn- og andre ansættelsesvilkår for personale, der ansættes i sygehusfællesskabet, godkendes af et nævn, der består af finansministeren, overborgmesteren i Københavns Kommune og borgmesteren i Frederiksberg Kommune.

Stk. 2. Nævnet træffer afgørelse ved enstemmighed.

Stk. 3. Finansministeren fastsætter efter forhandling med bestyrelsen for sygehusfællesskabet og Københavns og Frederiksberg kommunalbestyrelser nærmere regler om nævnets virksomhed. Nævnet fastsætter selv sin forretningsorden.

§ 15. I forbindelse med at udførelsen af de opgaver, der er nævnt i kapitel 1, overtagesaf sygehusfællesskabet, overgår de tjenestemænd, der pr. 31. december 1994 er ansat i staten og Københavns og Frederiksberg Kommuner til løsning af disse opgaver, til ansættelse i sygehusfællesskabet på vilkår svarende til de hidtidige tjenestemandsvilkår.

Stk. 2. De tjenestemænd, der er nævnt i stk. 1, får ved pensionering fra denne ansættelse udbetalt den samlede tjenestemandspension af sygehusfællesskabet.

Stk. 3. Udgift til tjenestemandspensioner, der aktualiseres ved sygdom, alder og dødsfald, deles mellem den hidtidige pensionsgiver/ansættelsesmyndighed og sygehusfællesskabet i forhold til den del af den enkelte tjenestemands pensionsalder pr. 1. januar 1995, der er optjent henholdsvis i staten og Københavns og Frederiksberg Kommuner, og den del af den pågældendes pensionsalder, der er optjent under ansættelsen i sygehusfællesskabet efter 1. januar 1995.

Stk. 4. Udgift til tjenestemandspensioner, der aktualiseres ved uansøgt afsked, der ikke er begrundet i sygdom eller alder, deles som anført i stk. 3 fra en af finansministeren efter drøftelse med bestyrelsen for sygehusfællesskabet fastsat alder efter det 60. år.

Stk. 5. Finansministeren fastsætter efter drøftelse med Københavns og Frederiksberg kommunalbestyrelser nærmere regler for pensionsberegning, -administration og -deling og revision m.v. af tjenestemandspensioner, der skal deles efter stk. 3 og 4.

Stk. 6. Afgørelse af tvivlsspørgsmål i henhold til stk. 1-5 træffes af finansministeren efter drøftelse med Københavns og Frederiksberg kommunalbestyrelser.