§ Lov om Hovedstadens Sygehusfællesskab · kapitel 2 af 9
Kapitel 2 – *Etablering m.v.*
LOV nr 1132 af 21/12/1994
§ 4. Københavns og Frederiksberg Kommuner og staten etablerer sygehusfællesskabet ved vederlagsfrit at overføre deres sygehuse og hertil knyttede institutioner m.v. til sygehusfællesskabet.
Stk. 2. De af stk. 1 omfattede sygehuse og institutioner m.v. overføres til sygehusfællesskabet med de rettigheder og forpligtelser, hvormed de har tilhørt de tidligere ejere. Dog overføres ikke restgæld på lån, der er sikret med pant i de overførte ejendomme.
Stk. 3. Tilpasninger i opgavefordelingen mellem sygehusfællesskabet og Københavns og Frederiksberg Kommuner fastlægges ved aftale mellem de to kommunalbestyrelser og sundhedsministeren.
Stk. 4. Bestemmelserne i lov om offentlige myndigheders registre om statslige myndigheders registre finder tilsvarende anvendelse på registre, der føres for sygehusfællesskabet. Sundhedsministeren kan bemyndige sygehusfællesskabet til at fastsætte forskrifter for sygehusfællesskabets registre.
§ 5. Der kan mellem Københavns og Frederiksberg kommunalbestyrelser og bestyrelsen for sygehusfællesskabet indgås aftale om levering af ydelser med tilknytning til sygehusfællesskabets opgavevaretagelse.