← Lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler (Højskoleloven)

§ Lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler (Højskoleloven) · kapitel 10 af 10

Kapitel 10 – *Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser*

LOV nr 510 af 30/06/1993

§ 51. Loven træder i kraft den 1. januar 1994, jf. dog stk. 2-4.

Stk. 2. For privatejede skoler har bestemmelsen i § 10, stk. 1, nr. 1, om status som selvejende institution virkning fra ejerskifte.

Stk. 3. Bestemmelsen i § 10, stk. 1, nr. 2, gælder ikke for skoler, som ved lovens ikrafttræden er godkendt uden skolekreds eller repræsentantskab.

Stk. 4. Bestemmelsen i § 12, stk. 1, 2. og 3. pkt., gælder ikke for skoler, hvis bestyrelse ved lovens ikrafttræden er sammensat på en anden måde ifølge godkendte vedtægter og/eller er godkendt uden skolekreds/repræsentantskab.

§ 52. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om overgangstilskud i 3 år fra 1. januar 1994 til skoler, hvis driftstilskud pr. årselev i 1994 er nedsat væsentligt i forhold til gennemsnit af rammetilskud beregnet efter regler gældende for finansårene 1991 og 1992, herunder til skoler med mere end 15 pct. årselever, der ikke bor på skolen.

Stk. 2. Overgangstilskud afsættes af bevillingen til generelt driftstilskud. Ministeren kan dog efter drøftelse med den pågældende skoleforms forening bestemme, at overgangstilskud helt eller delvis finansieres ved nedsættelse af tilskud til skoler, hvis driftstilskud pr. årselev i 1994 er forhøjet væsentligt i forhold til gennemsnit af rammetilskud beregnet efter regler gældende for finansårene 1991 og 1992.

§ 53. Følgende love ophæves:

    1. Lov om folkehøjskoler, husholdningsskoler og efterskoler, jf. lovbekendtgørelse nr. 661 af 26. oktober 1988 (højskoleloven).
    1. Lov om statsstøtte til visse private skoler, jf. lovbekendtgørelse nr. 659 af 25. oktober 1988 (støtteloven).
    1. Lov nr. 217 af 23. april 1986 om ændring af forskellige uddannelses-, tilskuds- og styrelseslove m.m.

Stk. 2. Bestemmelsen om rettighedsgivende undervisning i § 1, stk. 2, i højskoleloven bevarer sin gyldighed for de 2 folkehøjskoler, der har tilladelse til at tilbyde sådan undervisning ved lovens ikrafttræden.

Stk. 3. Bestemmelsen om skoler uden elevkollegium i § 5, stk. 1, 2. pkt., i højskoleloven bevarer sin gyldighed for skoler, der er godkendt uden elevkollegium ved lovens ikrafttræden.

Stk. 4. Bestemmelsen om mindste årselevtal i § 11, stk. 1, nr. 2, i højskoleloven bevarer sin gyldighed indtil 1. januar 1999 for skoler, der er godkendt ved lovens ikrafttræden. Dog skal årselevtallet opgøres pr. skoleår, jf. § 23, stk. 1.

Stk. 5. Bestemmelsen om fravigelse af krav til kursuslængder i § 11, stk. 3, i højskoleloven bevarer sin gyldighed for skoler, der ved lovens ikrafttræden er fritaget for kravet.

Stk. 6. Bestemmelsen om refusionstilskud til udgifter til faste lejemål i § 3 a, stk. 1, nr. 2, i støtteloven bevarer sin gyldighed for lejemål godkendt ved lovens ikrafttræden, men med mulighed for omlægning til faste tilskud til lejeudgifter.

Stk. 7. Bestemmelsen om modregning i statstilskud i § 4, stk. 3, i støtteloven bevarer sin gyldighed for privatejede skoler.

Stk. 8. Regler, der er fastsat med hjemmel i de love, der er nævnt i stk. 1, nr. 1 og 2, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler fastsat i medfør af denne lov.

§ 54. Loven gælder ikke for Grønland og Færøerne.

Givet på Christiansborg Slot, den 30. juni 1993

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/Ole Vig Jensen

Officielle noter

Ingen