Lov om folkeskolen (Folkeskoleloven) § 42
§ 42. Ved hver selvstændig skole oprettes en skolebestyrelse, der består af:
-
- 5 eller 7 repræsentanter for forældrene valgt af og blandt personer, der har forældremyndigheden over børn, der er indskrevet i skolen, jf. dog § 43, stk. 1. Antallet af forældrerepræsentanter skal være 7, hvis medarbejderrepræsentanterne tillægges stemmeret. Antallet af forældrerepræsentanter skal ligeledes være 7, hvis skolen omfatter en specialklasserække, og forældrerepræsentation for denne skal udgøre mindst 1.
-
- 2 repræsentanter for lærerne og de øvrige medarbejdere valgt af og blandt skolens medarbejdere.
-
- 2 repræsentanter for eleverne valgt af og blandt skolens elever, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Ved skoler, der kun har til og med 5. klassetrin, kan kommunalbestyrelsen efter anmodning fra skolebestyrelsen fravige bestemmelsen om elevrepræsentation i skolebestyrelsen.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan efter anmodning fra skolebestyrelsen bestemme, at et af dens medlemmer deltager i skolebestyrelsens møder uden stemmeret.
Stk. 4. Forældrerepræsentanterne har stemmeret. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at repræsentanterne for lærerne og de øvrige medarbejdere også skal have stemmeret. Kommunalbestyrelsen kan endvidere beslutte, at eleverne skal have stemmeret, herunder om stemmeretten skal begrænses til særlige sager. Forældrerepræsentanterne skal altid udgøre flertallet af de stemmeberettigede medlemmer.
Stk. 5. Formanden for skolebestyrelsen udpeges blandt forældrerepræsentanterne.
Stk. 6. Skolens leder er bestyrelsens sekretær og deltager i bestyrelsens møder uden stemmeret.
Stk. 7. Forældrerepræsentanternes valgperiode er 4 år, jf. dog stk. 8. De øvrige medlemmers valgperiode er 1 år. Personer, der er ansat ved skolen, kan ikke være forældrevalgte medlemmer af skolebestyrelsen.
Stk. 8. Kommunalbestyrelsen kan uanset bestemmelsen i stk. 7, 1. pkt., bestemme, at der skal foretages nyvalg til skolebestyrelsen ved den skole, der modtager alle eller en væsentlig del af eleverne fra en nedlagt skole.
Stk. 9. I de tilfælde, hvor 2 skoler sammenlægges, kan kommunalbestyrelsen beslutte, at alle skolebestyrelsesmedlemmer fungerer sammen indtil udløbet af de enkelte medlemmers valgperiode.
Stk. 10. Elevrepræsentanterne må ikke overvære den del af drøftelserne, der angår sager vedrørende enkelte elever eller lærere.
Kilde: Retsinformation.dk