Lov om folkeskolen (Folkeskoleloven) § 20
§ 20. Det påhviler kommunalbestyrelsen at oprette børnehaveklasser og at sørge for undervisning i grundskolen og 10. klasse, herunder specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand, af børn og unge under 18 år, der bor eller opholder sig i kommunen, og hvis forældre ønsker dem optaget i folkeskolen, jf. § 54. Endvidere påhviler det kommunalbestyrelsen at sørge for specialpædagogisk bistand til børn, der endnu ikke har påbegyndt skolegangen.
Stk. 2. Uden for Københavns og Frederiksberg Kommuner påhviler det dog amtsrådet at sørge for specialundervisning af børn og unge under 18 år, der bor eller opholder sig i amtskommunen, og hvis udvikling kræver en særlig vidtgående hensyntagen eller støtte. Tilsvarende påhviler det amtsrådet at sørge for specialpædagogisk bistand til børn, der endnu ikke har påbegyndt skolegangen.
Stk. 3. Specialundervisning af den i stk. 2 nævnte karakter kan indrettes i kostskoleform.
Stk. 4. Elever, som i løbet af skoleåret fylder 18 år, har ret til at fortsætte skolegangen i resten af skoleåret.
Kilde: Retsinformation.dk