← Lov om folkeskolen (Folkeskoleloven)

§ Lov om folkeskolen (Folkeskoleloven) · kapitel 8 af 11

Kapitel 8 – *Udgifterne til folkeskolen*

LOV nr 509 af 30/06/1993

§ 49 . Alle udgifter til folkeskolens undervisning påhviler kommunerne, for så vidt der ikke er udtrykkelig lovhjemmel for, at udgifterne helt eller delvis påhviler staten, amtskommunerne eller andre.

Stk. 2. Udgifterne til specialundervisning i henhold til § 20, stk. 2, påhviler amtskommunerne bortset fra et af undervisningsministeren fastsat beløb pr. elev, der påhviler kommunerne.

Stk. 3. Udgifterne til undervisning på institutioner uden for Københavns og Frederiksberg Kommuner, jf. § 23, stk. 2, påhviler amtskommunerne.

Stk. 4. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om, hvilken kommune og hvilken amtskommune udgiften til folkeskolens undervisning m.v. endeligt påhviler.

§ 50. Kommunalbestyrelsen kan kræve betaling af:

    1. Forældre til elever, som deltager i undervisning i fritiden efter § 3, stk. 3.
    1. Voksne, som deltager i folkeskolens undervisning efter § 3, stk. 5.
    1. Deltagere i kulturcenteraktiviteter efter § 3, stk. 6.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen opkræver betaling af forældre til børn, der er optaget i skolefritidsordning, jf. § 3, stk. 4. Der ydes søskendemoderation på mindst 33 1/3 pct. af forældrebetalingen for børn i skolefritidsordninger til familier med mere end eet barn i skolefritidsordninger, daginstitutioner m.v. Den samlede betaling for søskende kan dog ikke sættes lavere end taksten før rabat for den dyreste dagtilbudsplads plus 200 kr. pr. efterfølgende barn. Der kan ydes hel eller delvis friplads under hensyn til forældrenes økonomiske forhold efter samme opgørelse af indtægtsgrundlag som ved ophold i dagtilbud for børn og unge. Der kan tillige ydes hel eller delvis friplads, hvor sociale eller pædagogiske forhold gør sig gældende.

Stk. 3. Betaling efter stk. 1 og stk. 2 kan inddrives efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter.

Stk. 4. Har en person, der modtager kontanthjælp i henhold til lov om social bistand, undladt at betale for skolefritidsordning, jf. § 3, stk. 4, kan kommunalbestyrelsen tilbageholde den fremtidige månedlige betaling i den fremtidige kontanthjælp.

Stk. 5. Restancer vedrørende betaling for skolefritidsordning kan inddrives ved modregning i børnefamilieydelsen efter regler fastsat i lov om en børnefamilieydelse.