← Lov om folkeskolen (Folkeskoleloven)

§ Lov om folkeskolen (Folkeskoleloven) · kapitel 4 af 11

Kapitel 4 – *Lærerne*

LOV nr 509 af 30/06/1993

§ 28. For at kunne varetage undervisning i grundskolen og i 10. klasse skal den pågældende have gennemført uddannelsen til lærer i folkeskolen, jf. dog stk. 2 og 3, eller anden læreruddannelse, der er godkendt af undervisningsministeren i denne henseende. Godkendelsen kan betinges af, at de uddannede består en prøve ved et lærerseminarium. Undervisningsministeren kan i særlige tilfælde fravige bestemmelsen i 1. pkt.

Stk. 2. Der kan ansættes personer med særlige kvalifikationer til at undervise i enkelte fag.

Stk. 3. Forskolelærerinder og småbørnslærerinder, der er uddannet efter lovgivningen herom, kan varetage undervisning på 1.-4. klassetrin og i idræt, håndarbejde og hjemkundskab på de øvrige klassetrin.

§ 29. For at kunne forestå undervisningen i en børnehaveklasse skal den pågældende have gennemført uddannelsen til pædagog eller en af de uddannelser, der er nævnt i § 28, stk. 3, eller en tilsvarende uddannelse, der er godkendt af undervisningsministeren i denne henseende. Godkendelsen kan betinges af, at de uddannede består en prøve ved et pædagogseminarium. Undervisningsministeren kan i særlige tilfælde fravige bestemmelsen i 1. pkt.

§ 30. Undervisningen efter § 25, stk. 3, varetages af personale med uddannelse som nævnt i § 28 eller § 29.

§ 31. En lærer fritages efter anmodning for at undervise i kristendomskundskab. Kan der på grund af fritagelsen ikke tillægges en lærer fuld tjenestetid, nedsættes lærerens lønning tilsvarende, for lærere, der optjener pensionsalder, dog uden nedsættelse af pensionsalderen.