§ Lov om erhvervsgrunduddannelse m.v. (EGU-loven) · kapitel 2 af 5
Kapitel 2 – *Uddannelsens struktur m.v.*
LOV nr 506 af 30/06/1993
§ 3. Uddannelsen varer 2 år, hvoraf mindst 20 uger og højst 40 uger er skoleundervisning, jf. § 2, stk. 3. Uddannelsen kan i særlige tilfælde forlænges med indtil 1 års praktikuddannelse.
Stk. 2. Praktikdelen, jf. § 2, stk. 2, foregår enten på en arbejdsplads ved midlertidig ansættelse af den unge i virksomheden eller på værkstedsskole med skoleydelse, jf. § 5, stk. 3.
Stk. 3. Skoleundervisningen kan foregå på arbejdsmarkedsuddannelsescentre, voksenuddannelsescentre, daghøjskoler, ungdomsskoler, efterskoler, produktionsskoler, erhvervsskoler, social- og sundhedsskoler og lignende skoler, der er godkendt i henhold til anden lovgivning.
§ 4. Efter gennemførelse af hele uddannelsen modtager eleven et uddannelsesbevis på grundlag af de i stk. 2 nævnte beviser. Uddannelsesbeviset udfærdiges af den sidste skole, som giver eleven undervisning.
Stk. 2. Efter tilfredsstillende gennemførelse af de enkelte praktikophold og de enkelte skoleophold udsteder praktikvirksomhederne og skolerne bevis for gennemførelsen.
Stk. 3. Hvis der ikke kan udstedes uddannelsesbevis i henhold til stk. 1, har eleven krav på dokumentation for delvis gennemførelse af uddannelsen.
§ 5. Kommunen sammensætter ved aftale med en eller flere af de skoler, der er nævnt i § 3, stk. 3, og i samarbejde med eleven og en eller flere virksomheder et uddannelsesforløb af elementer fra de eksisterende uddannelsestilbud. Forløbet og den tilsigtede kompetence beskrives i en uddannelsesplan, herunder angives den forventede godskrivning af skoleundervisning ved fortsat uddannelse. Godskrivning af praktikuddannelse i en erhvervsuddannelse kan udskydes til afgørelse i indtil et år efter uddannelsesplanens iværksættelse. De enkelte elementer af skoleundervisningen skal så vidt muligt hver for sig udgøre et afsluttet forløb.
Stk. 2. Uddannelsesplanen udformes som en aftale mellem kommunen og eleven om gennemførelse af et uddannelsesforløb. Aftalen kan i særlige tilfælde ændres efter aftale mellem parterne.
Stk. 3. I skoleperioderne modtager eleven skoleydelse, der udbetales af kommunen. Størrelsen af skoleydelsen udgør i 1993 500 kr. pr. uge for elever under 18 år og 1.000 kr. pr. uge for elever over 18 år og fastsættes for de følgende år på de årlige finanslove. Eleverne modtager skoleydelsen månedsvis bagud.
Stk. 4. Kommunen kan ophæve aftalen, hvis eleven ikke følger den fastsatte uddannelsesplan. I øvrigt kan aftalen kun ophæves efter aftale mellem parterne.
§ 6. En praktikperiode i en virksomhed skal være omfattet af en praktikaftale mellem eleven og virksomheden. Praktikaftalen skal angive målet med praktikopholdet som led i den samlede uddannelsesplan. Aftalen skal angive, hvilke arbejdsområder og funktioner eleven skal beskæftiges med, jf. § 2, stk. 2.
Stk. 2. Når praktikaftalens arbejdsområde og funktioner er omfattet af en kollektiv overenskomst, gælder overenskomsten for aftalens løn- og arbejdsvilkår. I andre tilfælde skal løn- og arbejdsvilkårene svare til de for tilsvarende arbejde sædvanligt gældende. Tvivlsspørgsmål om, hvilke vilkår der skal gælde, afgøres ad fagretslig vej, jf. § 22 i lov om Arbejdsretten.
§ 7. En praktikaftale efter § 6 skal være skriftlig og underskrevet senest ved praktikforholdets begyndelse. Aftalen skal indgås på en formular, der er godkendt af undervisningsministeren efter indstilling fra Erhvervsuddannelsesrådet. I formularen fastsættes aftalevilkår om prøvetid, opsigelse og ophævelse.
Stk. 2. Kommunen bistår eleven med at opnå praktikaftale og forsyner den med påtegning om, at aftalen bidrager til den unges opfyldelse af den aftale, der er nævnt i § 5, stk. 2.
Stk. 3. Kommunen kan kun godkende en praktikaftale, jf. stk. 2, når en erhvervsskole i området efter kommunens anmodning har erklæret, at virksomheden ikke for tiden opfylder betingelserne for at ansætte en elev med tilsvarende arbejdsområde og funktion med uddannelsesaftale inden for en erhvervsuddannelse eller landbrugets grunduddannelse eller, at skolen ikke kan anvise virksomheden en sådan elev.
§ 8. For unge, der er undergivet forældremyndighed, kræves samtykke fra forældremyndighedens indehaver til at indgå, ændre og opsige de aftaler, der er nævnt i §§ 5 og 6.
§ 9. Med hensyn til elevers skader under skoleophold finder loven om arbejdsskadeforsikring anvendelse, hvis skaden skyldes undervisning under arbejdspladslignende forhold. Risikoen med hensyn til disse skader påhviler skolerne efter de sædvanlige regler herom.