§ Psykologloven · kapitel 6 af 6
Kapitel 6 – *OVERGANGS- OG IKRAFTTRÆDELSESBESTEMMELSER M.V.*
LOV nr 494 af 30/06/1993
§ 24. I lov nr. 397 af 10. juni 1987 om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v., som senest ændret ved lov nr. 369 af 6. juni 1991, foretages følgende ændringer:
1. § 4, STK. 1, affattes således:
»Sundhedsstyrelsen fører tilsyn med den sundhedsfaglige virksomhed, der udføres af personer inden for sundhedsvæsenet. Dette gælder dog ikke virksomhed, der udføres af autoriserede psykologer. Endvidere fører Sundhedsstyrelsen tilsyn med ledere af plejehjem og lignende, hvortil der ikke er knyttet en fast læge.«
2. I § 19 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
» STK. 3. I sager vedrørende autoriserede psykologers virksomhed inden for sundhedsvæsenet skal nævnet dog indhente en udtalelse fra Psykolognævnet, før nævnet træffer afgørelse i en sag.«
§ 25. Loven træder i kraft den 1. januar 1994.
§ 26. Den, der inden for de sidste 10 år forud for lovens ikrafttræden har udøvet virksomhed som psykolog svarende til fuldtidsbeskæftigelse i mindst 2 år, og som har gennemført en uddannelse, der opfylder betingelserne for godkendelse i henhold til den af Dansk Psykolog Forening i 1990 etablerede autorisationsordning, eller som opfylder de krav, Undervisningsministeriet stiller til godkendelse af efteruddannelse for kliniske psykologer i folkeskolen, har ret til autorisation som psykolog, jf. dog § 2, stk. 3.
STK. 2. Ansøgninger om autorisation efter stk. 1 skal indsendes til Psykolognævnet inden 6 måneder fra lovens ikrafttræden. Når særlige forhold taler herfor, kan Psykolognævnet dispensere fra denne tidsfrist.
§ 27. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske fohold tilsiger.
GIVET PÅ CHRISTIANSBORG SLOT, DEN 30. JUNI 1993
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
MARGRETHE R.
/Torben Lund
Officielle noter
Ingen