§ Havmiljøloven · kapitel 1 af 17
Kapitel 1 – *Formål m.v.*
LOV nr 476 af 30/06/1993
§ 1. Loven skal medvirke til at værne natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for menneskets livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet.
Stk. 2. Med denne lov tilsigtes at forebygge og begrænse forurening af miljøet, herunder særligt havmiljøet, fra skibe, luftfartøjer og bevægelige eller fastanbragte platforme med faste, flydende, luftformige eller andre stoffer, der kan
-
- bringe menneskets sundhed i fare,
-
- skade de levende ressourcer og livet i havet,
-
- være til gene for den retmæssige udnyttelse af havet eller
-
- forringe rekreative værdier.
Stk. 3. Loven skal endvidere sikre opretholdelsen af et beredskab til indsats mod forurening på havet, på kyster og i havne.
§ 2. Loven omfatter følgende skibe, luftfartøjer og platforme:
-
- danske skibe og skibe, der befinder sig på dansk søterritorium,
-
- danske luftfartøjer og luftfartøjer, der befinder sig på eller over dansk søterritorium,
-
- danske platforme og platforme, der befinder sig på dansk søterritorium eller på dansk kontinentalsokkelområde, og
-
- udenlandske skibe, der befinder sig uden for dansk søterritorium, i det omfang det er foreneligt med international ret.
Stk. 2. Loven omfatter ikke orlogsskibe og andre skibe, der ejes eller benyttes af en stat, så længe skibet udelukkende benyttes i ikke-kommerciel statstjeneste.
Stk. 3. Skibe, der udelukkende benyttes til fritidsformål (lystfartøjer), er ikke omfattet af bestemmelserne i § 20, stk. 1, og kapitel 12. Ved anvendelsen af beføjelserne i kapitlerne 2, 6, 7 og 10 kan miljøministeren dog fastsætte særlige regler for lystfartøjer.
§ 3. Ved lovens administration, herunder ved anvendelsen af lovens bemyndigelser, skal der lægges vægt på, hvad der er opnåeligt ved anvendelse af den mindst forurenende teknologi, herunder mindre forurenende råvarer, processer og anlæg og de bedst muligt forureningsbegrænsende foranstaltninger. Ved denne vurdering skal der lægges særlig vægt på en forebyggende indsats gennem anvendelse af renere teknologi.
Stk. 2. Ved bedømmelsen af omfanget og arten af foranstaltninger til forebyggelse og imødegåelse af forurening skal der lægges vægt på
-
- de ydre omgivelsers beskaffenhed og forureningens sandsynlige indvirkning på disse og
-
- hele det kredsløb, som stoffer og materialer gennemløber, med henblik på at begrænse spild af ressourcer mest muligt.
§ 4. Ved udtømning forstås i denne lov enhver udledning, udflydning eller bortskaffelse i havet af stoffer eller materialer, der stammer fra den normale drift af skibe eller bevægelige eller fast anbragte platforme.
Stk. 2. Ved dumpning forstås i denne lov enhver bortskaffelse i havet - som ikke er udtømning - af stoffer eller materialer fra eller sammen med skibe, fly eller bevægelige eller fast anbragte platforme og enhver bortskaffelse i havet af skibe, fly eller bevægelige eller fastanbragte platforme, herunder enhver udledning, udflydning eller bortskaffelse af stoffer eller materialer, der er bragt om bord eller transporteres med henblik på bortskaffelse eller stammer fra behandling af stoffer eller materialer, der er bragt om bord eller transporteres med henblik på bortskaffelse.
Stk. 3. Som udtømning eller dumpning anses ikke
-
- anbringelse i havet af stoffer eller materialer, hvis anbringelse sker med andet formål end bortskaffelse,
-
- udledning i havet af stoffer eller materialer, der er en direkte følge af undersøgelse eller udnyttelse af undersøiske mineralforekomster, jf. kapitel 10, og
-
- efterladelse på eller i havbunden af platforme og andre anlæg til brug i forbindelse med efterforskning og indvinding af råstoffer i undergrunden, rørledninger og andre anlæg til transport af sådanne råstoffer samt vindkraftanlæg på søterritoriet, disses fundamenter og tilhørende ledningsanlæg.
Stk. 4. Ved afbrænding forstås i denne lov enhver bortskaffelse på havet ved hjælp af termisk destruktion.
§ 5. Ved Østersøområdet forstås i denne lov Østersøen, Den botniske Bugt, Den finske Bugt, Sundet, Bælterne samt Kattegat indtil breddeparallellen 57I44,8'N gennem Skagen.
Stk. 2. Ved Nordsøområdet forstås den egentlige Nordsø samt andre havområder inden for følgende grænser:
- a) Nordsøen syd for den 62. nordlige breddegrad og øst for meridianen 4IV.
- b) Skagerrak afgrænset i syd af breddeparallellen 57I44,8'N gennem Skagen.
- c) Den engelske Kanal og adgangsvejene hertil øst for meridianen 5IV. og nord for breddeparallellen 48I30'N.
§ 6. Ved nærmeste kyst forstås i denne lov den basislinie, hvorfra det ydre territorialfarvand er fastlagt i overensstemmelse med international ret.
Stk. 2. Miljøministeren kan til opfyldelse af internationale aftaler fastsætte regler om, hvad der i nærmere angivne havområder forstås ved nærmeste kyst.
§ 7. Miljøministeren kan til opfyldelse af internationale aftaler bestemme, at et havområde er et særligt havområde.
§ 8. Inden miljøministeren fastsætter regler i medfør af loven, forhandler ministeren med de nærmeste interesserede landsomfattende erhvervs- og miljøorganisationer, de kommunale organisationer og andre berørte statslige myndigheder, herunder industriministeren, energiministeren og trafikministeren.