← Lov om folketingsvalg på Færøerne

§ Lov om folketingsvalg på Færøerne · kapitel 2 af 13

Kapitel 2 – *Valgret og valgbarhed*

LOV nr 458 af 30/06/1993

§ 2. Valgret til Folketinget har enhver, som har dansk indfødsret, er fyldt 18 år og har fast bopæl i riget, medmindre vedkommende er umyndiggjort.

§ 3. Følgende personer, der midlertidigt har taget ophold i udlandet, og ægtefæller, der samlever med disse personer, anses for at have fast bopæl i riget:

    1. Personer, der er udsendt for at gøre tjeneste i udlandet som ansat af en offentlig myndighed, en privat virksomhed eller en privat forening i riget.
    1. Personer, der opholder sig i udlandet som ansat i en international organisation, hvoraf Danmark eller Færøerne er medlem.
    1. Personer, der er udsendt for at gøre tjeneste i udlandet af en hjælpeorganisation i riget.
    1. Personer, der opholder sig i udlandet i uddannelsesøjemed.
    1. Personer, der opholder sig i udlandet af helbredsmæssige grunde.
    1. Personer, der opholder sig udlandet, og som i henseende til tilknytningen til riget ganske må sidestilles med de personer, der er nævnt i nr. 1-5.

§ 4. Ingen kan udøve valgret uden at være optaget på valglisten.

§ 5. Valgbar til Folketinget er enhver, som har valgret efter § 2, jf. § 3, medmindre vedkommende er straffet for en handling, der i almindeligt omdømme gør den pågældende uværdig til at være medlem af Folketinget, jf. grundlovens §§ 30 og 33.

Stk. 2 . En person kan dog altid opstille til valg uanset indsigelser om manglende valgbarhed.

§ 6. Ingen kan opstilles til valg uden selv at have anmeldt sig som kandidat til valget.