§ Lov om omsætning af fast ejendom · kapitel 7 af 7
Kapitel 7 – *Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.*
LOV nr 453 af 30/06/1993
Ændring af næringsloven
§ 33. I næringslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 185 af 25. marts 1988, som ændret ved lov nr. 936 af 27. december 1991, foretages følgende ændringer:
1. § 1, stk. 1, nr. 6, ophæves.
2. § 2, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Enhver, der driver næring som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 4 og 5, skal have næringsbrev, jf. dog § 5, stk. 2, 2. pkt., og § 22, stk. 4.«
3. I § 2, stk. 4, ændres »§ 1, stk. 1, nr. 4-6« til: »§ 1, stk. 1, nr. 4 og 5«.
4. § 2, stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. Næringsbrev til den i § 1, stk. 1, nr. 5, nævnte næring kan nægtes under de omstændigheder, der er nævnt i borgerlig straffelovs § 78, stk. 2.«
5. Overskriften til kapitel 5 affattes således:
» Auktionsholdere og vekselerere«.
6. § 23 ophæves.
7. § 24 affattes således:
»§ 24. Næringsbrev som auktionsholder eller vekselerer udstedes af politimesteren på det sted, hvor eller hvorfra næringsvirksomheden agtes drevet, i København af magistraten. Næringsbrev giver ret til at drive næring i og fra politikredsen.«
8. I § 27, stk. 1, ændres »§ 1, stk. 1, nr. 1-6« til: »§ 1, stk. 1, nr. 1-5«, og »§ 23, stk. 4, 2. pkt., og stk. 5,» udgår.
Ændring af lov om ydelse af juridisk bistand samt om inkasso- og detektivvirksomhed m.v.
§ 34. I lov om ydelse af juridisk bistand samt om inkasso- og detektivvirksomhed m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 565 af 28. juni 1986, foretages følgende ændringer:
1. Efter § 2 indsættes:
» § 2 a. Ejendomsformidlere samt disses medarbejdere bortset fra advokater må ikke udfærdige de til tinglysning bestemte dokumenter om overdragelse af fast ejendom.«
2. I § 5 indsættes efter 1. pkt. som nyt 2. pkt.:
»Overtrædelse af bestemmelsen i § 2 a straffes dog alene med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.«
3. I § 6 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. § 2 a og § 5, 2. pkt., ophæves den 1. januar 1997.«
Ophævelse af ejendomsmæglerloven
§ 35. Lov om ejendomsmæglere, jf. lovbekendtgørelse nr. 182 af 25. marts 1988, ophæves.
Ikrafttræden
§ 36. Loven træder i kraft den 1. januar 1994. Dog træder § 8, stk. 3, 2. pkt., § 25, stk. 1, 1. og 2. pkt., og stk. 2-6, §§ 30, 31, 32, stk. 2, og § 37 i kraft den 1. august 1993.
Overgangsregler
§ 37. Enhver, der den 1. august 1993 har beskikkelse som ejendomsmægler eller næringsbrev som ejendomshandler i medfør af den hidtil gældende lovgivning, vil kunne blive optaget i Ejendomsmæglerregisteret uden at skulle opfylde betingelserne i § 25, stk. 2, nr. 6, 7, 10 og 11, hvis ansøgning herom indgives til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen senest den 1. november 1993. For ejendomshandlere gælder dog, at de i en sammenhængende periode på mindst et år inden for de sidste fem år forud for den 1. august 1993 som hovederhverv skal have drevet selvstændig virksomhed som ejendomshandler.
Stk. 2. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan under ganske særlige omstændigheder optage personer i Ejendomsmæglerregisteret, uanset at disse ikke opfylder betingelserne i stk. 1.
Stk. 3. Er ansøgning efter stk. 1 indgivet rettidigt, men ikke færdigbehandlet ved lovens ikrafttræden, kan vedkommende, indtil sagen er færdigbehandlet, uanset § 8, stk. 1, nr. 1, fortsat drive virksomhed som ejendomsformidler på grundlag af beskikkelse som ejendomsmægler eller næringsbrev som ejendomshandler i medfør af den hidtil gældende lovgivning.
Færøerne og Grønland
§ 38. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som landsdelens særlige forhold tilsiger.
Givet på Christiansborg Slot, den 30. juni 1993
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
MARGRETHE R.
/Jan Trøjborg
Officielle noter
Ingen