Lov om arbejdsmarkedsfonde § 23
§ 23. Lov om en arbejdsmarkedsuddannelsesfond, jf. lovbekendtgørelse nr. 2 af 1. januar 1993, ophæves den 1. januar 1994. Efterregulering som følge af ændringer i antallet af fuldtidsbeskæftigede og de regnskabsmæssigt konstaterede udgifter til arbejdsmarkedsuddannelser i 1992 og 1993 efter de hidtil gældende regler indgår dog i beregningsgrundlaget for fastsættelsen af bidrag, jf. § 3, stk. 2.
Stk. 2. Lønmodtagerbidrag til Arbejdsmarkedsuddannelsesfonden efter de hidtil gældende regler opkræves sidste gang med følgende forfaldsdatoer:
- a) Den 1. marts 1994 for arbejdsgivere, der er registreret efter merværdiafgiftsloven (momsloven) eller lov om afgift af lønsum m.v.,
- b) den 1. april 1994 for bidrag, der ikke kan modregnes i kompensation,
- c) den 1. april 1994 for arbejdsgivere, der ikke er registreret efter merværdiafgiftsloven (momsloven) eller lov om afgift af lønsum m.v.,
- d) den 1. januar 1994 for offentlige arbejdsgivere.
Stk. 3. Lønmodtagerbidrag vedrørende 1994 opkræves efter de hidtil gældende regler på grundlag af ATP-restancer vedrørende tiden før den 1. januar 1994, som modtages i perioden 23. februar 1994-22. februar 1995. Pr. 1. juli 1995 overgår restancer, herunder de påløbne renter og omkostninger, til inddrivelse af Kongeriget Danmarks Hypotekbank.
Stk. 4. Arbejdsministeren kan fastsætte nærmere regler om beregning, opkrævning og betaling af lønmodtagerbidrag på grundlag af ATP-restancer.
Stk. 5. Hypotekbanken kan med tillæg af påløbne renter og omkostninger inddrive skyldige beløb efter stk. 3 samt ubetalte arbejdsgiver- og lønmodtagerbidrag efter de indtil 1. januar 1988 gældende regler ved udpantning og ved indeholdelse i løn m.v. hos den pågældende efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven.
Stk. 6. Finansministeren kan fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden i forbindelse med lønindeholdelsen.
Stk. 7. Hypotekbanken kan indhente de oplysninger hos skattemyndigheder og andre offentlige myndigheder om den pågældende, der er nødvendige for at varetage inddrivelsen af skyldige beløb efter stk. 4, herunder oplysninger om indkomst- og formueforhold.
Kilde: Retsinformation.dk