Lov om arbejdsmarkedsfonde § 13

§ 13. Indeholdt bidrag efter § 11, stk. 1 og 6, forfalder til betaling den 1. i den følgende kalendermåned med sidste rettidige betalingsdag den 10. i forfaldsmåneden. Bidraget indbetales til de statslige told- og skattemyndigheder.

Stk. 2. Pensionskasser m.v. som nævnt i § 11, stk. 5, indbetaler de forventede bidrag for kalenderåret af pensionsindbetalinger den 10. december. Indbetaling sker til de statslige told- og skattemyndigheder. Pensionskasser m.v. skal senest den 1. april i året efter udløbet af kalenderåret indbetale de endelige arbejdsmarkedsbidrag dog med modregning af de foreløbige arbejdsmarkedsbidrag efter 1. pkt. Overskydende bidrag indbetales til de statslige told- og skattemyndigheder, der tillige forestår eventuel tilbagebetaling af for meget betalt bidrag. Finansministeren kan efter forhandling med skatteministeren fastsatte de nærmere regler til gennemførelse af reglerne i dette stykke.

Stk. 3. Bidrag efter § 11, stk. 4 og 8, forfalder til betaling den 1. efter den kalendermåned, hvor de statslige told- og skattemyndigheder har givet den bidragspligtige meddelelse om bidraget, med sidste rettidige betalingsdag den 10. i forfaldsmåneden. Bidrag efter § 11, stk. 7, forfalder til betaling samtidig med fristen for den bidragspligtiges indgivelse af selvangivelsen med sidste rettidige betalingsdag den 10. i den følgende kalendermåned. Bidraget indbetales til de statslige told- og skattemyndigheder.

Stk. 4. Bidrag opgjort efter § 11, stk. 9, forfalder til betaling den 1. i den følgende kalendermåned med sidste rettidige betalingsdag den 10. i forfaldsmåneden. Bidraget indbetales til de statslige told- og skattemyndigheder.

Stk. 5. Falder den sidste rettidige betalingsdag på en helligdag, lørdag eller søndag, forlænges fristen til den følgende hverdag.

Stk. 6. Betales bidrag efter stk. 1 og 2 ikke rettidigt, skal der betales 1,3 pct. i månedlig rente for hver påbegyndt måned fra forfaldsdagen. Betales bidrag efter stk. 3 og 4 ikke rettidigt, skal der betales 1 pct. i månedlig rente for hver påbegyndt måned fra forfaldsdagen. Renten kan ikke fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Der betales et gebyr på 65 kr. for erindringsskrivelser vedrørende indeholdelsespligtiges manglende indbetaling af sådanne beløb.

Stk. 7. Skatteministeren kan efter forhandling med finansministeren fastsætte regler om foreløbige fastsættelser for indeholdelsespligtige som nævnt i § 11. Der skal betales et gebyr på 150 kr. for en sådan foreløbig fastsættelse.

Stk. 8. Bidragsbeløb, bortset fra foreløbige beløb efter § 12, under 100 kr. for personer som nævnt i § 7, stk. 1, litra c, og stk. 3, opkræves ikke. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse for personer omfattet af § 7, stk. 1, litra a, når arbejdsgiveren ikke er indeholdelsespligtig.

Kilde: Retsinformation.dk