Lov om arbejdsmarkedsfonde § 11
§ 11. For bidragsgrundlag, der skal opgøres efter § 8, stk. 1, litra a og b, opgør arbejdsgiveren ved enhver udbetaling af løn, vederlag, honorarer m.v. bidragsgrundlaget og beregner bidragets størrelse, jf. dog stk. 2 og 3. Personalegoder omfattet af § 8, stk. 1, litra b, indgår i bidragsgrundlaget med de værdier, som indgår i grundlaget for A-skattetræk. Arbejdsgiveren giver den ansatte meddelelse om bidragets størrelse.
Stk. 2. Indbetalinger, der ikke kan henføres til den enkelte ansatte, som en arbejdsgiver foretager til en pensionskasse omfattet af lov om tilsyn med firmapensionskasser eller til en hjælpe- og understøttelsesfond efter reglerne i pensionsbeskatningslovens § 52, indgår i bidragsgrundlaget efter stk. 1.
Stk. 3. For følgende indkomstarter skal arbejdsgiveren ikke opgøre et bidragsgrundlag:
- a) Løn m.v., der ydes ved aftjening af civil værnepligt,
- b) løn m.v. til hushjælp og anden medhjælp i privat husholdning, når arbejdsgiveren eller dennes ægtefælle ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan fradrage nogen del af den løn, der udbetales til den pågældende,
- c) vederlag, der ydes af en forening for arbejde udført for foreningen som led i dennes skattefri virksomhed, når det samlede årlige vederlag, der af foreningen udbetales til den pågældende, ikke overstiger 1.500 kr.
Stk. 4. For personer omfattet af § 7, stk. 1, litra a, for hvilke arbejdsgiveren efter stk. 3 ikke opgør et bidragsgrundlag, opgør de statslige told- og skattemyndigheder på grundlag af de oplysninger, der er lagt til grund ved skatteansættelsen, bidragsgrundlaget og bidragets størrelse.
Stk. 5. For indbetalinger som nævnt i § 8, stk. 1, litra c, opgør pensionskassen, herunder Arbejdsmarkedets Tillægspension, livsforsikringsselskabet eller pengeinstituttet, på grundlag af arbejdsgiverens oplysninger om bidragspligtige beløb bidragsgrundlaget og beregner bidragets størrelse. Pensionsinstituttet giver for hvert kalenderår oplysning til den bidragspligtige om bidragenes størrelse for året. Skatteministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, at de statslige told- og skattemyndigheder kan give den bidragspligtige oplysning om bidragets størrelse af indbetalinger til Arbejdsmarkedets Tillægspension.
Stk. 6. For personer omfattet af § 8, stk. 1, litra d, opgør den virksomhed eller lignende, der foretager udbetaling, bidragsgrundlaget og beregner bidragets størrelse. Den udbetalende virksomhed eller lignende giver den bidragspligtige oplysning om bidragets størrelse.
Stk. 7. Selvstændige erhvervsdrivende omfattet af § 7, stk. 3, skal senest samtidig med udløbet af fristen for indgivelse af selvangivelse opgøre bidragsgrundlaget og bidragets størrelse og angive det til de statslige told- og skattemyndigheder, jf. dog § 12.
Stk. 8. For personer omfattet af § 7, stk. 1, litra c, opgør de statslige told- og skattemyndigheder på grundlag af de oplysninger, der er lagt til grund ved skatteansættelsen, bidragsgrundlaget og beregner bidragets størrelse.
Stk. 9. Arbejdsgivere omfattet af § 7, stk. 2, opgør bidragsgrundlag af vederlag i penge m.v. til den ansatte som nævnt i § 8, stk. 1, litra a-d, og et særskilt bidragsgrundlag for indbetalinger til et pensionsinstitut som nævnt i § 9, stk. 2.
Stk. 10. Den, der efter stk. 1, 5 og 6 opgør bidragsgrundlag, er pligtig til at indeholde bidrag.
Opkrævning m.v. af bidrag
Kilde: Retsinformation.dk