Lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik (* 1) § 57
§ 57. Landsarbejdsrådet udarbejder til arbejdsministeren forud for hvert finansår forslag til budget for arbejdsmarkedsindsatsen og bidrager med forslag til den del af bevillingen til driften af arbejdsformidlingen, der vedrører arbejdsformidlingens ordinære aktiviteter. Landsarbejdsrådet udarbejder endvidere til arbejdsministeren forslag til mål, resultatkrav og kriterier for fordeling af bevillingerne til arbejdsmarkedsrådene og regionscheferne, jf. stk. 3.
Stk. 2. I grundlaget for tilvejebringelse af Landsarbejdsrådets forslag indgår Arbejdsmarkedsrådets forslag til budget for arbejdsmarkedsindsaten og Arbejdsmarkedsrådets bidrag til forslag til budget for den del af bevillingen til driften af arbejdsformidlingen, der vedrører arbejdsformidlingens ordinære aktiviteter. Endvidere indgår Arbejdsmarkedsrådets forslag til mål og resultatkrav for arbejdsmarkedsindsatsen i regionen.
Stk. 3. Der afsættes på finansloven dels en bevilling til arbejdsmarkedsindsatsen, som arbejdsministeren efter udtalelse fra Landsarbejdsrådet fordeler til arbejdsmarkedsrådene, dels en bevilling til driften af arbejdsformidlingen, som arbejdsministeren efter udtalelse fra Landsarbejdsrådet fordeler til regionscheferne. En mindre del af bevillingstildelingen kan gøres resultatafhængig.
Stk. 4. Udgifterne til opretholdelse og drift af arbejdsformidlingen fordeles med 3/4 til staten og uden for Københavnsområdet med 1/4 til amtskommunen. I Københavnsområdet fordeles den kommunale andel på 1/4 mellem Københavns Amtskommune, Københavns og Frederiksberg Kommuner efter de folketal, der foreligger oplyst ved begyndelsen af det finansår, hvor udgifterne afholdes.
Stk. 5. De løbende udgifter til arbejdsformidlingen afholdes af staten. Den i stk. 4 nævnte kommunale andel opkræves månedsvis på grundlag af det senest udarbejdede månedsregnskab. Endelig afregning finder sted i forbindelse med den regnskabsmæssige årsafslutning.
Stk. 6. Landsarbejdsrådet udmelder inden for de rammer, der er fastsat på finansloven og efter nærmere af arbejdsministeren fastsatte retningslinier, mål og resultatkrav for den samlede arbejdsmarkedsindsats og for arbejdsformidlingens ordinære aktiviteter til Arbejdsmarkedsrådet.
Stk. 7. Med henblik på en særlig indsats kan der på finansloven afsættes en mindre del af bevillingen til arbejdsmarkedsindsatsen, jf. stk. 3, til en central pulje. Arbejdsministeren forestår anvendelsen af den centrale pulje efter indstilling fra Landsarbejdsrådet.
Kilde: Retsinformation.dk