← Lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik (* 1)

§ Lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik (* 1) · kapitel 5 af 25

Kapitel 5 – *Jobtræning*

LOV nr 434 af 30/06/1993

§ 12. Ledige kan få tilbud om jobtræning hos private eller offentlige arbejdsgivere. Ledige dagpengemodtagere kan tillige selv finde en jobtræningsplads.

§ 13. Ved ansættelse i jobtræning skal lønnen svare til den overenskomstmæssige eller den for tilsvarende arbejde sædvanligt gældende.

Stk. 2. Ved ansættelse i jobtræning hos offentlige arbejdsgivere kan lønnen højst udgøre 81 kr. pr. time ekskl. feriepenge m.v. Den maksimale timeløn reguleres procentuelt i overensstemmelse med reguleringen i de offentlige lønskalaer.

Stk. 3 . Ved ansættelse i jobtræning skal arbejdsvilkårene i øvrigt svare til de overenskomstmæssige eller de for tilsvarende arbejde sædvanligt gældende. For kontanthjælpsmodtagere kan arbejdstiden dog fastsættes ved individuel aftale med arbejdsgiveren.

§ 14. Under forudsætning af, at der sker en nettoudvidelse af antallet af ansatte, udbetales der ved jobtræning et løntilskud til arbejdsgiveren.

Stk. 2. Løntilskuddet efter stk. 1 udgør 43 kr. pr. time og fastsættes for et år ad gangen, regnet fra den 1. januar. Arbejdsministeren fastsætter nærmere regler om reguleringen af løntilskuddet.

Stk. 3. Støtteperiodens længde fastsættes ved aftale med arbejdsgiveren. Støtteperioden i det enkelte ansættelsesforhold kan maksimalt aftales til eet år.

Stk. 4 . Udbetaling af løntilskud afvises, hvis løntilskuddet vil være eller viser sig at være konkurrenceforvridende.

§ 15. Jobtræning til ledige dagpengemodtagere kan sammenlagt gives i op til 2 år.