§ Lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik (* 1) · kapitel 17 af 25
Kapitel 17 – *Udveksling og videregivelse af oplysninger m.v.*
LOV nr 434 af 30/06/1993
§ 42. Arbejdsformidlingen og arbejdsløshedskasserne må ikke videregive oplysninger om arbejdssøgende og arbejdsgivere til uvedkommende.
§ 43. Til brug for vejledningen af ledige, herunder udarbejdelse af en individuel handlingsplan, og med henblik på at sikre sammenhængende vejledning kan der inden for rammerne af lov om offentlige myndigheders registre udveksles relevante oplysninger mellem arbejdsformidlingen, (amts)kommunerne og arbejdsløshedskasserne.
Stk. 2. Arbejdsformidlingen underretter den lediges arbejdsløshedskasse om indholdet af den individuelle handlingsplan, jf. kapitel 4 samt § 29. Til brug for opdateringen af Arbejdsministeriets registre over arbejdssøgende og arbejdsgivere kan der inden for rammerne af lov om offentlige myndigheders registre udveksles relevante oplysninger mellem Arbejdsministeriets enheder, offentlige og private virksomhedsregistre samt det centrale personregister.
§ 44. Som led i formidlingssamarbejdet mellem lande, der er omfattet af fri bevægelighed for arbejdskraft, kan arbejdsformidlingen videregive oplysninger om danske arbejdsgiveres ønsker om arbejdskraft (jobordrer) med angivelse af arbejdsgiverens navn og adresse, arbejdets karakter m.v. via edb til disse landes arbejdsmarkedsmyndigheder.
§ 45. Når en faglig organisation skriftligt og fyldestgørende har fremsendt oplysninger om, at en arbejdsgiver er omfattet af strejke eller lockout, må der ikke formidles arbejdskraft til arbejdsgiveren, før konflikten er hævet eller kendt overenskomststridig eller på anden måde retsstridig.
§ 46. En modtager af uddannelsesgodtgørelse eller etableringsydelse har pligt til at underrette sin arbejdsløshedskasse om forhold, der kan være af betydning for ret til ydelserne.
Stk. 2. Har en modtager af uddannelsesgodtgørelse eller etableringsydelse givet urigtige oplysninger eller fortiet forhold, der har betydning for retten til ydelserne, skal fejludbetalte ydelser tilbagebetales efter reglerne i kapitel 13 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
§ 47. Arbejdsministeren kan fastsætte nærmere regler om udveksling og videregivelse af oplysninger samt om tilbagebetaling af ydelser udbetalt på urigtigt grundlag.