← Lov om arbejdsmarkedsuddannelser

§ Lov om arbejdsmarkedsuddannelser · kapitel 5 af 10

Kapitel 5 – *Uddannelsernes gennemførelse*

LOV nr 430 af 30/06/1993

§ 30. Arbejdsmarkedsuddannelsescentrene kan udbyde de uddannelser, de ved lovens ikrafttræden er godkendt til at udbyde, og erhvervsskolerne kan udbyde de uddannelser, de ved lovens ikrafttræden gennemfører inden for arbejdsmarkedsuddannelserne.

Stk. 2. På baggrund af opgørelse af det forudgående års udbud og efterspørgsel og forventede fremtidige behov godkender arbejdsministeren een gang årligt, hvilke yderligere arbejdsmarkedsuddannelser de enkelte arbejdsmarkedsuddannelsescentre og erhvervsskoler kan udbyde og gennemføre efter § 3, nr. 1.

Stk. 3. Godkendelser efter stk. 1 og 2 kan tilbagekaldes af arbejdsministeren.

Stk. 4. Arbejdsministeren kan mellem de årlige godkendelsesrunder give foreløbig godkendelse af, at arbejdsmarkedsuddannelsescentrene og erhvervsskolerne i konkrete tilfælde kan udbyde nyudviklede og reviderede uddannelser.

Stk. 5. Arbejdsministeren kan pålægge et arbejdsmarkedsuddannelsescenter at udbyde bestemte uddannelser efter kapitel 2.

Stk. 6. Arbejdsministeren kan godkende, at virksomheder og uddannelsesinstitutioner - ud over AMU-centre og erhvervsskoler - i konkrete tilfælde kan udbyde og gennemføre arbejdsmarkedsuddannelser efter § 3, nr.1. Godkendelsen kan tilbagekaldes.

Stk. 7. Arbejdsministeren kan godkende, at virksomheder og uddannelsesinstitutioner ud over AMU-centre i konkrete tilfælde kan udbyde og gennemføre arbejdsmarkedsuddannelser efter § 3, nr. 2 og 3. Godkendelsen kan tilbagekaldes.

§ 31. Arbejdsmarkedsuddannelser efter § 3, nr. 1, kan udbydes som virksomhedstilpassede kurser med nedsatte statstilskud, jf. § 28, stk. 1, nr. 7 og 8.

Stk. 2. Arbejdsministeren kan fastsætte nærmere regler om virksomhedstilpassede kurser med nedsatte statstilskud.

§ 32. Erhvervsområdeudvalgene og efteruddannelsesudvalgene skal sikre, at uddannelserne efter § 3, nr. 1, gennemføres i overensstemmelse med arbejdsmarkedets behov, herunder sikre gennemførelse af uddannelser inden for faglige områder med et lille kursistgrundlag og uddannelser fælles for flere erhvervsområdeudvalg eller efteruddannelsesudvalg og sikre en hensigtsmæssig geografisk fordeling af uddannelserne.