← Lov om arbejdsmarkedsuddannelser

§ Lov om arbejdsmarkedsuddannelser · kapitel 1 af 10

Kapitel 1 – *Formål og organisation*

LOV nr 430 af 30/06/1993

§ 1. Arbejdsmarkedsuddannelserne udvikles og gennemføres som erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse og har til formål

    1. at vedligeholde, udbygge og forbedre arbejdstageres erhvervskvalifikationer i overensstemmelse med arbejdsmarkedets behov,
    1. at afhjælpe omstillings- og tilpasningsproblemer på arbejdsmarkedet og
    1. at udvikle og gennemføre særlige uddannelsesprogrammer for ledige og andre arbejdsmarkedspolitisk begrundede uddannelsesforanstaltninger.

§ 2. Arbejdsministeren er øverste administrative myndighed for arbejdsmarkedsuddannelserne.

Stk. 2. Arbejdsministeren kan bemyndige Arbejdsmarkedsstyrelsen til at udøve beføjelser, der ved loven er tillagt ministeren.

Stk. 3. Uddannelsesrådet for arbejdsmarkedsuddannelserne, erhvervsområdeudvalgene, Udvalget for erhvervsintroducerende uddannelse m.v. og efteruddannelsesudvalgene medvirker i udvikling, tilrettelæggelse og iværksættelse af arbejdsmarkedsuddannelserne, jf. kapitel 4.