§ Lov om jagt og vildtforvaltning(* 1) (* 2) · kapitel 5 af 9
Kapitel 5 – *Vildtreservater*
LOV nr 269 af 06/05/1993
§ 33. For at beskytte og ophjælpe landets vildtbestande og sikre raste- og fødesøgningsområder for trækkende fugle kan miljøministeren oprette vildtreservater på landjorden, på ferske vande og på fiskeriterritoriet.
Stk. 2. Reglerne for et vildtreservat skal indeholde bestemmelser om jagt, færdsel og ophold samt oplyse om reservatets beliggenhed.
Stk. 3. Miljøministeren drager omsorg for, at reglerne er offentligt tilgængelige. Deres ikrafttræden, hovedindholdet af bestemmelserne og oplysning om, hvor de kan fås udleveret, bekendtgøres i Statstidende og i et eller flere af de dagblade, der er mest udbredt på egnen. Reglerne sendes til ejerne og brugerne af de ejendomme, som de omfatter. Ministeren lader dem tinglyse på de pågældende ejendomme.
Stk. 4. Når der er sket offentliggørelse efter stk. 3, skal reglerne overholdes af alle og enhver.
§ 34. Miljøministeren fastsætter erstatning til ejere og brugere af de ejendomme, der er omfattet af et vildtreservat, for det tab, som oprettelsen af reservatet påfører dem. Erstatningen afholdes af staten.
Stk. 2. Erstatningsbeløb forrentes fra datoen for ministerens afgørelse, og indtil erstatningen udbetales, med en årlig rente, der svarer til Danmarks Nationalbanks diskonto.
§ 35. Miljøministerens afgørelse om erstatning kan påklages til den taksationskommission, der er nævnt i naturbeskyttelseslovens § 46.
Stk. 2. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller en helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.
§ 36. Miljøministeren kan nedlægge et vildtreservat, når de omstændigheder, der begrundede oprettelsen, ikke længere er til stede. Nedlæggelse af et reservat bekendtgøres i Statstidende og i et eller flere af de dagblade, der er mest udbredt på egnen. Ministeren lader reglerne aflyse af tingbogen.
Stk. 2. Hvis nedlæggelse sker efter begæring fra ejendommens ejer, kan det gøres betinget af, at ejeren betaler et beløb til staten. Beløbet, som fastsættes af miljøministeren under hensyntagen til den gevinst, der tilføres ejendommen ved nedlæggelse af vildtreservatet, kan ikke overstige den tidligere tilkendte erstatning. Reglerne i § 35 finder tilsvarende anvendelse.