Lov om restaurations- og hotelvirksomhed m.v. (Restaurationsloven) § 7
§ 7. Retten til at drive næring bortfalder, når indehaveren af næringsbrevet dør, jf. dog stk. 3. Det samme gælder, hvis næringsbrevindehaveren ikke længere opfylder betingelserne i § 3, stk. 1, for at få næringsbrev. Betalingsstandsning medfører dog ikke bortfald af næringsbrev. Politimesteren, i København magistraten, kan undtage fra bestemmelsen i 2. pkt.
Stk. 2. Retten til at drive næring kan fratages af politimesteren, i København magistraten, såfremt den næringsdrivende har betydelig forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås beløb i størrelsesordenen 100.000 kr. og derover. Næringsbrevet kan fratages for et tidsrum af 1 til 5 år eller indtil videre. Afgørelsen skal indeholde oplysning om adgang til domstolsprøvelse og om fristen herfor.
Stk. 3. En afgørelse efter stk. 2 kan af den, afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal fremsættes over for politimesteren, i København magistraten, inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Politimesteren, i København magistraten, anlægger sag mod den pågældende i den borgerlige retsplejes former. Anmodning om sagsanlæg har ikke opsættende virkning, men retten kan bestemme, at den pågældende under sagens behandling skal have adgang til at udøve virksomheden. Ankes en dom, hvorved en fratagelse ikke findes lovlig, kan den ret, der har afsagt dommen, eller den ret, hvortil sagen er indbragt, bestemme, at virksomheden ikke må udøves under ankesagens behandling.
Stk. 4. En afgørelse efter stk. 2 kan til enhver tid efter ansøgning ophæves af politimesteren, i København magistraten. Hvis en ansøgning herom afslås, kan ansøgeren forlange afgørelsen prøvet ved domstolene, såfremt fratagelsen er sket indtil videre og der er forløbet mindst 5 år efter fratagelsen og mindst 2 år efter, at ophævelsen senest er nægtet ved dom. Bestemmelserne i stk. 3, 2. og 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 5. Efter anmeldelse til politimesteren, i København magistraten, kan et dødsbo, en ægtefælle, der sidder i uskiftet bo, et konkursbo eller en værge for en umyndiggjort uden næringsbrev fortsætte afdødes, skyldnerens eller den umyndiggjortes virksomhed med henblik på afvikling, afhændelse eller lignende. Adgangen hertil gælder kun indtil et år efter dødsfaldet, konkursdekretet eller umyndiggørelsen. I særlige tilfælde kan politimesteren, i København magistraten, forlænge fristen.
Bestyrere
Kilde: Retsinformation.dk