Toldlov § 84
§ 84. Befordringsmidler, der har været anvendt ved indsmugling eller forsøg på indsmugling af højt beskattede varer eller til befordring af sådanne indsmuglede varer i det danske toldområde, kan tilbageholdes af de statslige told- og skattemyndigheder eller af politiet på de statslige told- og skattemyndigheders vegne. Tilbageholdelsen ophører, når de told-, afgifts- og bødebeløb og sagsomkostninger, der er forskyldt af ejeren eller af fører, mandskab eller andre i tjeneste på befordringsmidlet, er betalt eller der er stillet sikkerhed for betalingen. Sker dette ikke inden 2 måneder efter sagens endelige afgørelse, kan der søges fyldestgørelse i befordringsmidlet.
Stk. 2. Med hensyn til de nævnte myndigheders iværksættelse af tilbageholdelsen finder retsplejelovens kapitel 75 b om beslaglæggelse tilsvarende anvendelse. Tilbageholdelse kan kun ske, såfremt det er påkrævet for at sikre betaling af de nævnte beløb. Var den, der havde rådighed over befordringsmidlet under dettes benyttelse ved indsmugling m.v., uberettiget i besiddelse af det, kan tilbageholdelse ikke ske.
Kilde: Retsinformation.dk