Toldlov § 34

§ 34. Overskrides fristen i § 33, stk. 4, pålægges det den, hvem betalingen påhviler, at betale en afgift på 230 kr. for den pågældende fortoldningsekspedition. Afgiften betales efter reglerne for betaling af told, jf. § 30, stk. 1.

Stk. 2. Betales told og afgifter i de i § 32 og § 33 nævnte tilfælde ikke, kan de statslige told- og skattemyndigheder tage varerne i bevaring eller forlange dem genudført.

Stk. 3. Betales told og afgifter af varer, der er taget i bevaring efter stk. 2, ikke inden 3 måneder efter fortoldningens afslutning, bortsælges varerne ved behørigt bekendtgjort offentlig auktion. Varer, der efter de statslige told- og skattemyndigheders skøn er ukurante eller urealisable, kan dog efter fristens udløb destrueres under toldkontrol. Nettoprovenuet af auktionssalget tilfalder statskassen, medmindre varemodtageren inden 1 år efter auktionen begærer auktionskøbesummen udbetalt, i hvilket tilfælde den udbetales med fradrag af told og afgifter samt påløbne omkostninger ved opbevaring og salg.

Kilde: Retsinformation.dk