Toldlov § 23
§ 23. Personer, som rejser mellem tredjelande og det danske toldområde, skal ved indrejsen i og udrejsen fra det danske toldområde uopfordret standse op for toldkontrol og skal i øvrigt standse op for toldkontrol, når de statslige told- og skattemyndigheder forlanger det.
Stk. 2. De i stk. 1 nævnte personer har pligt til over for de statslige told- og skattemyndigheder at angive samtlige medbragte varer i overensstemmelse med de af EF og de i henhold til § 10, stk. 3, fastsatte regler herom. De nævnte personer skal endvidere give de oplysninger, der er nødvendige for kontrollens udøvelse.
Stk. 3. Personer, som indrejser fra andre EF-lande eller fra tredjelande, og som har været om bord på skibe eller i fly, som befinder sig i tog, eller som færdes på offentlige veje, ved landegrænsen, langs kysterne, i havne, i lufthavne eller på landingssteder, skal, når de statslige told- og skattemyndigheder forlanger det, standse op for toldkontrol.
Stk. 4. De i stk. 1 og 3 nævnte personer og personer om bord på skibe og i fly skal, når de statslige told- og skattemyndigheder forlanger det, opgive navn og bopæl. Myndighederne kan kræve disse oplysninger dokumenteret.
Stk. 5. De i stk. 1 og 3 nævnte personer skal påvise alle rum og gemmer i bagage m.v. og deres eventuelle befordringsmidler samt, i det omfang de statslige told- og skattemyndigheder ønsker det, udpakke bagage m.v.
Kilde: Retsinformation.dk