§ Lov om folkebiblioteker m.v. · kapitel 1 af 7
Kapitel 1 – *Folkebibliotekernes formål og materialevalg*
LOV nr 1100 af 22/12/1993
§ 1. Folkebibliotekernes formål er at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet ved at stille bøger og andet egnet materiale vederlagsfrit til rådighed.
Stk. 2. Folkebibliotekerne skal formidle kommunal og statslig information og information om samfundsforhold i øvrigt.
§ 2. Folkebibliotekerne bør bestræbe sig på
-
- at stille musikbærende og andre audiovisuelle materialer til rådighed,
-
- at stille edb-programmer og andre elektroniske materialer til rådighed,
-
- at etablere biblioteksbetjening af de børn og voksne, der er afskåret fra selv at komme på biblioteket, og
-
- at tilpasse åbningstiderne til brugernes behov.
§ 3. Folkebibliotekernes formål skal opfyldes gennem kvalitet, alsidighed og aktualitet i udvalget af det materiale, der stilles til rådighed. Ved udvælgelsen må alene disse kriterier, ikke de i materialet indeholdte religiøse, moralske eller politiske synspunkter, være afgørende.
Stk. 2. Den ledende bibliotekar foretager materialevalget under medvirken af de øvrige bibliotekarer og under ansvar over for kommunalbestyrelsen.
Stk. 3. Kulturministeren kan efter forhandling med Kommunernes Landsforening fastsætte nærmere bestemmelser om folkebibliotekernes materialer.