Lov om naturbeskyttelse § 49

§ 49. Miljøministeren sørger for, at tilkendte erstatninger og godtgørelser udbetales. En erstatning kan først kræves udbetalt, når det er endeligt afgjort, om fredningen skal gennemføres, jf. § 48.

Stk. 2. Når panterettigheder i det afståede bortfalder, jf. § 41, stk. 3, kan udbetaling af erstatning for afståelsen kun ske til ejeren med panthavernes samtykke. Dette gælder dog ikke i tilfælde, hvor fredningsnævnet, Naturklagenævnet eller Taksationskommissionen skønner, at afståelsen ikke medfører forringelse af pantesikkerheden.

Stk. 3. Staten afholder tre fjerdedele af tilkendte erstatninger og godtgørelser. Den sidste fjerdedel afholdes af vedkommende amtskommune henholdsvis Københavns og Frederiksberg Kommuner. Ligger det fredede område i begge de nævnte kommuner, i en af kommunerne og en amtskommune eller i flere amtskommuner, træffer fredningsnævnet eller Naturklagenævnet bestemmelse om fordelingen.

Stk. 4. Ved fredninger, der hovedsagelig har betydning for en kommune, kan fredningsnævnet eller Naturklagenævnet bestemme, at kommunen helt eller delvis skal afholde den del af erstatningen, som efter stk. 3 påhviler staten.

Stk. 5. Ved fredninger, der har national betydning og medfører store udgifter, kan Naturklagenævnet bestemme, at staten skal afholde indtil ni tiendedele af erstatningen m.v.

Dispensation

Kilde: Retsinformation.dk