§ Lov om et videnskabsetisk komitesystem og behandling af biomedicinske forskningsprojekter · kapitel 5 af 7
Kapitel 5 – *Finansiering*
LOV nr 503 af 24/06/1992
§ 16. Udgifterne til de regionale komiteer afholdes af amtskommunerne. Til delvis dækning af udgifterne betaler statsinstitutioner samt private firmaer og hospitaler et gebyr pr. projekt til vedkommende amtskommune. Amtskommunen fastsætter gebyrets størrelse, som ikke må overstige, hvad der svarer til projektets forventede andel af den pågældende komites samlede årlige udgift.
Stk. 2. Den centrale komites udgifter afholdes af undervisnings- og forskningsministeren. Ministeren stiller den fornødne sekretariatsbistand til rådighed.
Stk. 3. Der ydes kommunale diæter, befordringsgodtgørelse samt godtgørelse for fravær fra hjemstedet til medlemmerne af de regionale komiteer og til de medlemmer af den centrale komite, der er medlemmer af en regional komite. De nævnte medlemmer vederlægges af amtskommunerne. Udgiften til eventuel vederlæggelse af de medlemmer af den centrale komite, der ikke er medlemmer af regionale komiteer, afholdes af undervisnings- og forskningsministeren.
Stk. 4. Sundhedsministeren fastsætter regler om den i stk. 1 nævnte finansieringsordning.