§ Lov om forsikring mod følger af arbejdsskade (Arbejdsskadeloven) (Arbejdsskadeforsikringsloven) · kapitel 8 af 12
Kapitel 8 – *Forsikringspligtens ordning*
LOV nr 390 af 20/05/1992
§ 45. Staten og kommunerne har ikke pligt til at afgive risikoen efter denne lov. Det samme gælder civillisten.
§ 46. Forsikringspligtige arbejdsgivere skal overføre deres risiko efter loven til et forsikringsselskab eller et forsikringsforbund, jf. § 52, der af Finanstilsynet er meddelt koncession til at tegne arbejdsskadeforsikring.
§ 47. Efter Arbejdsskadestyrelsens bestemmelse skal en arbejdsgiver, som har undladt at tegne pligtig forsikring efter loven eller at holde sådan forsikring i kraft, betale den præmie, der er unddraget forsikringsselskabet. Beløbet skal indbetales til Arbejdsskadestyrelsen og godskrives samtlige forsikringsselskaber, som har koncession til at drive arbejdsskadeforsikringsvirksomhed, efter regler fastsat af Arbejdsskadestyrelsen i samarbejde med Finanstilsynet.
Stk. 2. Beløb svarende til ubetalte præmier, jf. stk. 1, kan med tillæg af omkostninger inddrives af Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning (Hypotekbanken). Skyldige beløb kan inddrives ved udpantning, og Hypotekbanken kan inddrive skyldige beløb ved indeholdelse i løn m.v. hos den pågældende efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven.
Stk. 3. Socialministeren kan fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden i forbindelse med lønindeholdelsen, herunder om straf af bøde for overtrædelse af reglerne. Bestemmelsen i § 67, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Hypotekbanken kan indhente de oplysninger hos skattemyndigheder og andre offentlige myndigheder om den pågældende, som er nødvendige for at varetage inddrivelsen af skyldige beløb efter stk. 1, herunder oplysninger om indkomst- og formueforhold.
§ 48. Foreligger der en arbejdsskade, og har arbejdsgiveren undladt at opfylde sin forsikringspligt, udbetaler Arbejdsskadestyrelsen forskudsvis ydelser efter loven til skadelidte eller dennes efterladte.
Stk. 2. Arbejdsgiveren skal refundere Arbejdsskadestyrelsen det udbetalte beløb, medmindre styrelsen skønner, at der har foreligget sådanne undskyldende omstændigheder for arbejdsgiveren, at den pågældende helt eller delvis bør fritages for betaling.
Stk. 3. Arbejdsskadestyrelsen kan i det omfang, det skønnes rimeligt, eftergive arbejdsgiveren beløbet.
Stk. 4. De beløb, som Arbejdsskadestyrelsen har udbetalt efter stk.
1, fordeles efter reglerne i § 5, stk. 3, med fradrag af eventuelt refunderet beløb efter stk. 2 på samtlige forsikringsselskaber, som har koncession til at tegne arbejdsskadeforsikring.
Stk. 5. Reglerne i § 47, stk. 2-4, finder tilsvarende anvendelse for refusionskrav efter stk. 2 og renter heraf efter § 50, 1. pkt.
§ 49. Når et forsikringsselskab, der er meddelt koncession til at tegne arbejdsskadeforsikring af Finanstilsynet, har overtaget en forsikringspligtig arbejdsgivers risiko, hæfter selskabet, selv om det ved forsikringsaftalen er gået ud fra urigtige forudsætninger vedrørende forsikringsansvarets art og omfang.
§ 50. De beløb, der forskudsvis er udlagt af Arbejdsskadestyrelsen efter § 5, stk. 3, § 6, stk. 3, § 48, stk. 1 og 4, og § 51, stk.
2, forrentes med en årlig rente, der svarer til gennemsnittet af den af Nationalbanken opgjorte dag til dag-pengemarkedsrente. De nærmere regler for beregningen af renten fastsættes af chefen for Arbejdsskadestyrelsen.
§ 51. Tilbagekaldes et forsikringsselskabs koncession, tages bestanden af arbejdsskadeforsikringer under administration af Arbejdsskadestyrelsen, og samtlige skader, der anmeldes til forsikringsselskabet efter datoen for tilbagekaldelsen, sendes til Arbejdsskadestyrelsen. Samtidig overdrages til Arbejdsskadestyrelsen de kapitaler, som selskabet har reserveret i medfør af lov om forsikringsvirksomhed, og som vedrører selskabets bestand af forsikringer efter loven på tidspunktet for tilbagekaldelsen af koncessionen.
Stk. 2. De udgifter, der følger af forsikringsbestandens administration, betales forskudsvis af Arbejdsskadestyrelsen og fordeles efter reglerne i § 5, stk. 3, for hvert kalenderår på samtlige forsikringsselskaber, som har koncession til at tegne arbejdsskadeforsikring. De overdragne kapitaler fordeles efter samme regler.
§ 52. Forsikringspligtige arbejdsgivere for personer antaget til arbejde om bord på fartøj af enhver art, der sædvanligvis anvendes i fiskerierhverv, er under gensidigt ansvar medlemmer af Ulykkesforsikringsforbundet for Dansk Fiskeri.
Stk. 2. Forsikringspligtige arbejdsgivere for personer antaget til arbejde om bord på fartøj af enhver art, der sædvanligvis anvendes i anden virksomhed end fiskerierhverv, er under gensidigt ansvar medlemmer af Ulykkesforsikringsforbundet for Dansk Søfart.
Stk. 3. Ulykkesforsikringsforbundene overtager tillige forsikringsrisikoen efter loven for arbejdsgivere, der er forpligtet til at tegne forsikring for sig selv, jf. § 5, stk. 2, 2. pkt., og § 8.
Stk. 4. Stk. 1 og 2 gælder ikke for forsikringspligtige arbejdsgivere for personer antaget til arbejde om bord på fartøj, der udelukkende anvendes til lystsejlads, og som er målt til under 4 bruttoregistertons.
§ 53. Forsikringsselskaber og forsikringsforbund, som har koncession til at tegne arbejdsskadeforsikring, samt kommuner og statsinstitutioner, der ikke har tegnet forsikring efter loven, jf. § 45, skal betale for Arbejdsskadestyrelsens og Den Sociale Ankestyrelses administration af de forhold, der er omfattet af loven, og som vedrører de pågældende.
Stk. 2. Socialministeren fastsætter regler for betalingen og opkrævningen heraf.
Stk. 3. Chefen for Arbejdsskadestyrelsen kan pålægge de forsikringsselskaber m.v., der er nævnt i stk. 1, at tilvejebringe statistiske oplysninger og lignende.