← Lov om ferskvandsfiskeri

§ Lov om ferskvandsfiskeri · kapitel 1 af 18

Kapitel 1 – *Lovens område og formål*

LOV nr 330 af 14/05/1992

§ 1. Loven gælder for fiskeri af fisk, krebs og bløddyr i søer, åer, bække og andre lignende naturlige ferske vande samt i kanaler, grøfter og lignende kunstigt frembragte ferske vande, der indgår som led i eller træder i stedet for dele af et naturligt vandløbssystem.

Stk. 2. For oversvømmede arealer og kunstigt frembragte ferske vande, der ikke indgår som led i eller træder i stedet for dele af et naturligt vandløbssystem, gælder §§ 27, 28, 35, 36, 40-43, 46, 47, § 48, stk. 2, og §§ 49 og 50.

Stk. 3. Fiskeriministeren kan bestemme, at lovens øvrige bestemmelser skal gælde for de i stk. 2 nævnte områder, såfremt dette er påkrævet af hensyn til sikring af bestanden af fisk, krebs eller bløddyr eller i øvrigt har fiskerimæssig betydning.

§ 2. Bortset fra fødekanaler gælder §§ 11-14, § 24 og §§ 30-32 ikke for den del af kunstigt anlagte og lovligt bestående dambrug, der er behørigt afgitret mod andre vande.

Stk. 2. §§ 11-18, § 24 og §§ 30-32 gælder ikke for vande, der ejes af enkeltpersoner, det offentlige, selskaber eller lignende, og som ikke har afløb til sø, å eller strand, eller hvis afløb er af en sådan beskaffenhed, at fisk ikke kan passere det. For sådanne vande kan fiskeriministeren bestemme, at de i 1. punktum nævnte bestemmelser skal finde anvendelse.

§ 3. Lovens formål er at sikre bevaring og ophjælpning af en alsidig bestand af naturligt forekommende fisk, krebs og bløddyr samt at sikre befolkningen mulighed for at drive fiskeri.