← Administrativ bistandsloven

§ Administrativ bistandsloven · kapitel 6 af 6

Kapitel VI – *Slutbestemmelser*

LOV nr 132 af 26/02/1992

Artikel 27

Andre internationale overenskomster eller ordninger

1. De muligheder for bistand, som er hjemlet i denne konvention, hverken begrænser eller begrænses af de muligheder, som er indeholdt i gældende eller fremtidige internationale overenskomster, andre ordninger mellem kontraherende stater eller andre instrumenter vedrørende samarbejde i skattesager.

2. Uanset bestemmelserne i denne konvention, skal de kontraherende stater, som er medlemmer af De Europæiske Fællesskaber, i deres indbyrdes relationer anvende de fælles regler, som er gældende i Fællesskaberne.

Artikel 28

Konventionens undertegnelse og ikrafttræden

1. Denne konvention skal stå åben for undertegnelse af de stater, som er medlemmer af Europarådet, og af de lande, som er medlemmer af OECD. Den skal ratificeres, accepteres eller godkendes. Ratifikations, accept- eller godkendelsesinstrumenter skal deponeres hos en af depositarerne.

2. Denne konvention skal træde i kraft den første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på tre måneder efter den dato, på hvilken fem stater har udtrykt deres samtykke til at blive bundet af konventionen i overensstemmelse med bestemmelsen i stykke 1.

3. For så vidt angår enhver stat, der er medlem af Europarådet, eller ethvert land, der er medlem af OECD, og som senere giver sit samtykke til at være bundet af konventionen, skal denne træde i kraft den første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på tre måneder efter datoen for deponeringen af ratifikations, accept- eller godkendelsesinstrumentet.

Artikel 29

Territorial anvendelse af konventionen

1. Hver stat skal ved undertegnelsen eller ved deponeringen af sit ratifikations, accept- eller godkendelsesinstrument, angive det område eller de områder, for hvilke denne konvention skal gælde.

2. Enhver stat kan på ethvert senere tidspunkt ved en erklæring til en af depositarerne udvide denne konvention til at gælde for ethvert andet område, som er angivet i erklæringen. For så vidt angår et sådant område skal konventionen

træde i kraft den første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på tre måneder efter datoen for den pågældende depositars modtagelse af en sådan erklæring.

3. Enhver erklæring afgivet i medfør af en af de to foregående stykker kan, for så vidt angår noget område angivet i en sådan erklæring, tilbagekaldes ved en meddelelse afgivet overfor en af depositarerne. Tilbagekaldelsen skal have virkning fra og med den første dag i den måned, som følger efter udløbet af en periode på tre måneder efter datoen for den pågældende depositars modtagelse af en sådan meddelelse.

Artikel 30

Forbehold

1. Enhver stat kan ved undertegnelsen eller ved deponeringen af sit ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrument eller på ethvert senere tidspunkt erklære, at den forbeholder sig ret til:

  • a) ikke at yde nogen form for bistand med hensyn til andre kontraherende staters skatter af nogen af de kategorier, som er nævnt i artikel 2, stykke 1, litra (b), forudsat at den ikke har medregnet nogen af sine egne skatter af denne kategori i bilag A til konventionen;
  • b) ikke yde bistand med hensyn til inddrivelse af noget skattekrav, eller med hensyn til inddrivelse af en administrativ bøde, for så vidt angår samtlige skatter eller kun for så vidt angår skatter af en eller flere af de kategorier, som er nævnt i artikel 2, stykke 1;
  • c) ikke at yde bistand med hensyn til noget skattekrav, som består på tidspunktet for denne konventions ikrafttræden vedrørende denne stat eller, i tilfælde hvor der tidligere er taget et forbehold i medfør af litra (a) eller (b) ovenfor, på tidspunktet for tilbagekaldelsen af et sådant forbehold vedrørende skatter af den omhandlede kategori;
  • d) ikke at yde bistand med forkyndelse af dokumenter, for så vidt angår samtlige skatter eller kun for så vidt angår skatter af en eller flere af de kategorier, som er nævnt i artikel 2, stykke 1;
  • e) ikke at tillade forkyndelse af dokumenter gennem postvæsenet som bestemt i artikel 17, stykke 3.

2. Der kan ikke tages andre forbehold.

3. Efter at konventionen er trådt i kraft med hensyn til en stat, kan denne tage et eller flere af de forbehold, som er nævnt i stykke 1, og som den ikke har taget på tidspunktet for ratifikation, accept eller godkendelse. Sådanne forbehold skal træde i kraft den første dag i den måned, som følger efter udløbet af en periode på tre måneder efter datoen for en af depositarernes modtagelse af forbeholdet.

4. Enhver kontraherende stat, som har taget et forbehold i medfør af stykke 1 og 3, kan tilbagekalde det helt eller delvis ved en meddelelse afgivet over for en af depositarerne. Tilbagekaldelsen skal have virkning fra og med datoen for den pågældende depositars modtagelse af meddelelsen.

5. En kontraherende stat, som har taget et forbehold med hensyn til en bestemmelse i denne konvention, kan ikke kræve denne bestemmelse anvendt af nogen anden kontraherende stat; den kan imidlertid, hvis dens forbehold er partielt, kræve anvendelse af denne bestemmelse i det omfang, den selv har accepteret den.

Artikel 31

Opsigelse

1. Enhver stat kan til enhver tid opsige denne konvention ved en meddelelse til en af depositarerne.

2. En sådan opsigelse skal have virkning fra og med den første dag i den måned, som følger udløbet af en periode på tre måneder efter datoen for den pågældende depositars modtagelse af meddelelsen.

3. Enhver kontraherende stat, som opsiger konvention, skal være bundet af bestemmelserne i artikel 22 så længe, som den endnu besidder noget dokument eller nogen oplysning, som den har modtaget i medfør af konventionen.

Artikel 32

Depositarer og deres funktioner

1. Den depositar, over for hvilken en handling er foretaget eller en meddelelse er afgivet, skal underrette medlemsstaterne i Europarådet og medlemslandene i OECD om:

  • a) enhver undertegnelse;
  • b) deponeringen af ethvert ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrument;
  • c) enhver ikrafttrædelsesdato for denne konvention ifølge bestemmelserne i artikel 28 og 29;
  • d) enhver erklæring, som er afgivet i medfør af bestemmelserne i artikel 4, stykke 3, eller artikel 9, stykke 3, og tilbagekaldelsen af enhver sådan erklæring;
  • e) ethvert forbehold, som er taget i medfør af bestemmelserne i artikel 30, og tilbagekaldelsen af ethvert forbehold, som er sket i medfør af bestemmelserne i artikel 30, stykke 4.
  • f) enhver meddelelse, som er modtaget i medfør af bestemmelserne i artikel 2, stykke 3 og 4, artikel 3, stykke 3, artikel 29 eller artikel 31, stykke 1.
  • g) enhver anden handling eller meddelelse vedrørende denne konvention.

2. Den depositar, der modtager eller afgiver en meddelelse i medfør af bestemmelserne i stykke 1, skal underrette den anden depositar herom.

Til bekræftelse heraf har undertegnede, dertil behørigt befuldmægtigede, undertegnet denne overenskomst.

Udfærdiget i Strassbourg, den 19 på engelsk og fransk, hvilke to

tekster har samme gyldighed, i to eksemplarer, af hvilke det ene

skal deponeres i Europarådets arkiver og det andet i OECDs

arkiver. Generalsekretærerne for Europarådet og for OECD skal videregive bekræftede eksemplarer til hver medlemsstat i Europarådet og hvert medlemsland i OECD.

Annex A

(Danske skatter og afgifter, som omfattes af konventionen).

Artikel 2, stk. 1, a:

  • (i) indkomstskatten til staten,

den særlige indkomstskat,

udbytteskatten,

renteskatten,

royaltyskatten,

skatter i henhold til kulbrinteskatteloven.

  • (ii) ingen.
  • (iii) formueskatten til staten.

Artikel 2, stk. 1, b:

  • (i) den kommunale indkomstskat,

den amtskommunale indkomstskat,

kirkeskatten.

  • (ii) ingen.
  • (iii) A bo, arve- og gaveafgift,

B kommunal grundskyld/dækningsafgift,

amtskommunal grundskyld,

C merværdiafgift,

D afgift i henhold til

lov om afgift af spiritus m.m.,

lov om afgift af vin og frugtvin m.m.,

lov om afgift af øl,

lov om afgift af mineralvand m.v.,

lov om afgift af visse flyrejser,

lov om afgift af chokolade- og sukker varer m.m,

lov om afgift af konsumis,

lov om tobaksafgifter,

lov om forskellige forbrugsafgifter,

lov om afgift af lystfartøjsforsikringer,

lov om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v.,

lov om afgift af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer m.v.,

lov om afgift af benzin,

lov om afgift af elektricitet,

lov om afgift af visse olieprodukter,

lov om afgift af gas,

lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v.,

lov om forbrugsbegrænsede foranstaltninger,

lov om afgift af visse detailsalgspakninger,

E afgift i henhold til

lov om vægtafgift af motorkøretøjer m.v.

F ingen

G afgift i henhold til

lov om afgifter af spillekasinoer,

lov om totalisatorspil,

lov om tipning og lotto,

lov om overdragelse af aktier m.v.,

lov om lønsumsafgift for virksomheder

inden for den finansielle sektor

bidrag i henhold til

lov om arbejdsmarkedsbidrag.

Officielle noter

(* 1) Skatteministeriet skal oplyse, at Europarådets og OECD's konvention om administrativ bistand i skattesager endnu ikke er trådt i kraft ved lovens stadfæstelse.