Lov om brugsmodeller m.v. (Brugsmodelloven) § 37

§ 37. Klage over Patentdirektoratets endelige afgørelse af en brugsmodelansøgning kan indgives til Patentankenævnet af ansøgeren. Det samme gælder brugsmodelindehaveren, når en brugsmodelregistrering udslettes helt eller delvis efter anmodning i henhold til § 34 eller ophæves i henhold til § 36, stk. 3. Opretholdes brugsmodelregistreringen i ændret eller uændret form trods anmodningen, kan afgørelsen påklages af den, der har fremsat anmodningen. Frafalder sidstnævnte sin klage, kan klagen alligevel prøves, når særlige grunde hertil foreligger.

Stk. 2. Klage efter stk. 1 indgives til Patentankenævnet senest 2 måneder efter, at Patentdirektoratet har givet den pågældende underretning om afgørelsen. Inden samme frist skal det for klagen fastsatte gebyr betales. Sker dette ikke, skal klagen afvises.

Stk. 3. På klager over Patentdirektoratets afgørelser efter § 29 finder stk. 2 tilsvarende anvendelse. Andre, der har interesse i den pågældende afgørelse, kan senest 2 måneder efter, at afgørelsen er offentliggjort, indgive tilsvarende klage.

Stk. 4. Patentankenævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 5. Afgørelser truffet af Patentdirektoratet, som kan indbringes for Patentankenævnet, kan ikke indbringes for domstolene, før ankenævnets afgørelse foreligger. Ønskes en afgørelse, der er truffet af Patentankenævnet, indbragt for domstolene, må sag anlægges senest 2 måneder fra den dag, ankenævnets afgørelse er meddelt den pågældende.

Kilde: Retsinformation.dk